Tim Hecker & Daniel Lopatin
Samarbejdet mellem to af de senere års mest bemærkelsesværdige kunstnere på den eksperimenterende, ambiente scene var åbenlyst uundgåeligt. Deres talenter komplementerer hinanden til fuldkommenhed, og sammen konstruerer Hecker og Lopatin en storslået, dybtfølende og filosofisk collage af psykedelisk melankoli, som på mange måder lever op til deres solosucceser.
Albummet er et filosofisk studie udi sanser og koncentration. Det eksperimenterende lydbillede er en reflektorisk genklang af verdens digitale instrumenter. Som lytter bevæger man sig som turist gennem et tilsyneladende ensformigt drone-landskab, der viser sig uendelig differentieret og uforudsigeligt i den improviserede sammensmeltning af synthbølger og dronet monotoni, som smertefuldt dekonstrueres for at blive sammensat på ny i en smuk ambient lyd.
Læs anmeldelse: Tim Hecker ‘Ravedeath, 1972’
Duoens styrker fungerer bedst sammen på ‘Scene from a Zoo’, der med sensuelt bølgende fuglekvidderparafrasering og melankolske synthflader udforsker det kendte såvel som ukendte. ‘Vaccinations (For Thomas Mann)’ er kirkelig højstemt og tydelig Tim Hecker-domineret med den konstante og determinerede drone, der skaber atmosfærisk vægtløshed i et kaos af kæmpende synthkræfter.
Albummet er smukt og henførende, men til trods for, at Hecker og Lopatin er to sider af samme sag, så står pladen ikke lige så stærkt som deres soloudgivelser. Det bliver samlet set for krævende. Når numrene mister fokus og bliver for rodede og komplekse, er det svært at komme under overfladen, hvor der til gengæld er forførende smukt.