Metallica – årets festfyrværkeri
Med 30 år i bagagen satte metallens konger sig på Skandinaviens største sceneplads. Verdens største metalband viste med en setliste, der spændte over både kvartettens radiohits og kaskader af numre fra thrash’ens udspring, at de kunne samle et kæmpe publikum med en intens koncert på to timer og et kvarter. Og det var ikke det sidste kvarter for meget.
Som et firehovedet monster skiftedes de gamle drenge til at ruske i det enorme publikum, der lod sig rive med af Hetfields testosteronladede brøl, og især af Hammets hvinende soli, der efterlod indtrykket af guitaristen som det mest vitale gamle medlem af bandet.
Selv om både forsanger Hetfield og Lars Ulrich skulle holde tungen lige i munden, når tempoet var højest, så formåede de rutinerede herrer at tage kontrol over showet og give publikum en uovertruffen oplevelse af fællesskab, fællessang og livemusikkens kernekraft.
Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival
Aftenen begyndte benhårdt med gamle numre som ’Blackened’, ’For Whom the Bell Tolls’ og ’Harvester of Sorrow’. Herefter fik et perfekt tilrettelagt Roskilde-set pulsen til at stige og falde så både die-hard fans og folk, der bare skulle se giraffen, kunne være med.
Klassikeren ’One’, der var med til at understrege aftenens sublime lyd, blev akkompagneret af et imponerende fyrværkeri fra scenen – åbenbart så imponerende, at bandet efterfølgende gav en ufokuseret udgave af ’Master of Puppets’. Det fik den nådesløse thrash metal-tonser ’Battery’ dog rettet op på. Med endnu større pyrotekniske eksplosioner kunne varmen fra de enorme ildsøjler mærkes i ansigterne langt tilbage på den fyldte græsplæne.
Da varmen i ansigtet fortog sig, indtraf hjertevarmen med perfekt timing, da balladen ’Nothing Else Matters’ skabte lykkelig fællessang og spontane gruppekram. Samme forenende følelse, der under ’Sad But True’ og ’Enter Sandman’, fik 15-årige og 55-årige til at spille på samme luftguitar.
Efter sidste ekstranummer, ’Seek & Destroy’, havde både Metallica og publikum svært ved at slippe det kollektive kram, og mens gløderne fra pyroteknikkens flammer døde ud, råbte Lars Ulrich et højstemt på gensyn.