- De syv største scoops blandt dagens Roskilde Festival-annonceringer: »Internettet er overbevist om, at det er Timothée Chalamet«
- Roskilde Festival føjer 24 nye navne til næste års program – Tessa på Orange Scene
- Nyt koncertformat vender rollerne på hovedet: »Jeg var ikke engang klar over, at hun vidste, vi eksisterede«
Savages – desperationen kulminerede for sent

Foto: Malthe Ivarsson
Savages indtog et fyldt Pavilion-telt, der endnu engang var plaget af tekniske problemer. En kort pause i starten af settet lagde en dæmper på publikum, hvilket bandet dog formåede at rode bod på undervejs.
De fire britiske kvinder spillede deres første koncert i starten af 2012, men på trods af bandets korte levetid fremstod de på ingen måde uerfarne, og tacklede køligt de tekniske problemer og en lyrisk svipser. Desværre havde de svært ved gennemgående at beholde den desperate energi, der driver værket.
Læs anmeldelse: Roskilde: Vinnie Who åbnede Orange Scene
Forsanger Jehnny Beth var altdominerende i fremførelsen, og hendes imaginære boksekamp og indlevelse i musikken formåede pletvis at trække publikum ind i Savages’ nådesløse univers. Det skete dog kun, når hendes optræden blev ledsaget af bandets kraftigste basgange, barskeste riff og mest rungende trommer.
Resultatet var en sløj første halvdel, men heldigvis sørgede numre som den hårde ’Fuckers’ og den kradsbørstige single ’She Will’ for at redde koncerten fra mangelfuldhed. Beths messende gentagelser og fandenivoldske skrigeri, kombineret med den ekstra voldsomhed, de sidste numre besad, fik det til at slå gnister ude i masserne.
Koncert. Roskilde Festival, Pavilion.