Dena

Dena

I sommeren 2012, da der var højtid for pophyldester til alt, hvad der er nemt og dejligt, kom Dena med et jordnært ghettobud på en sådan sommerhymne. ’Cash, Diamond Rings, Swimming Pools’ gav genklang med sin sorgløse melodi, enkle beat og det simple budskab om bare at ville hygge med sine venner.

På debutalbummet ’Flash’ brygger hun nu videre på denne ligefremme munterhed med dansevenlige bailefunk-temaer, trap-hooks og 90’er-æstetik. Og sangenes stof finder hun stadig i sin temmeligt ubekymrede hverdag, som når hun synger om at finde sin egen stemme på den beattunge ’Thin Rope’, og hvordan forelskelse kan føles helt skørt på den electro-poppede ’Jetlag’.

Den Berlin-baserede bulgarer er en harmløs feststarter, når hendes rå, accent-tunge og lidt bøvede vokal bliver understøttet af virksomme popmelodier og gennemborende baslinjer. Desværre bliver det hurtigt en masse gentagelser over den samme skabelon, og resultatet er en anstrengt og identitetsløs grød af stort set alle de elektroniske musiktendenser, der har været over det sidste årti.

For eksempel kan vokalen være nok så unik og gangster-kæk, uden at det bliver mindre irriterende, når hun på ’Total Ignore’ enstonet gentager »If you mess with me, you get the total ignore« otte(!) gange for at skabe et omkvæd, der fuldstændigt kompromitterer et ellers nogenlunde forsøg på at efterligne en oldschool hiphop-produktion.  Og når hun på ’You Wish’ prøver at sætte en forceret feministisk electro-fest i gang, er hver eneste tidstypiske virkemiddel allerede blevet brugt i sådan en grad, at det kammer over i det decideret trættende.

Dena. 'Flash'. Album. !K7.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af