Real Estate

Real Estate

Real Estate har mange ivrige fortalere, og på deres tredje album fortsætter bandet derfor trygt med at forfine deres klangfulde pop, hvor treenigheden Byrds, Beatles og Big Star spøger i næsten hver en tone.

Når Real Estate er bedst, formår de med simple midler at gribe fast om en stemning af nostalgi og stille smerte og få den til at stå frem som en selvlysende signatur frit svævende i luften – som på åbningsnummeret ’Had to Hear’, hvis lysende guitarfigur ganske karakteristisk for bandet har mere melodisk prægnans end forsanger Martin Courtneys blidt anonyme fraseringer. De gentager sågar tricket på anden og tredje skæring, ’Past Lives’ og ’Talking Backwards’.

Læs anmeldelse: Real Estate ‘Days’

Men gennem et helt album fortaber for meget af gruppens musik sig i en godt og vel uigennemtrængelig tåge af middeltempo-ensartethed. Der er ikke nævneværdige stemningsskift på ’Atlas’, blot mindre vellykkede variationer over den samme fodslæbende formel. Man savner mere af den smittende surfpop fra hittet ’It’s Real’ fra 2011’s ’Days’.

Trods den beskedne spilletid på 35 minutter, stiller albummet sig for ofte tilfreds med at være lydtapet. Udover førnævnte åbningstrio spidser man kun ører ved den korte ’How Might I Live’, der kombinerer en countrysprød komposition med slideguitar og synth. For resten af pengene sidder bandet fast i dets foretrukne komfortzone, der minder lidt om fornemmelsen, når man placerer sig i en alt for blød sofa og næsten ikke orker at rejse sig igen.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Real Estate. 'Atlas'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af