Bastille – boyband-stemning og forglemmelig sangskrivning
Mens forældregenerationen røg pibe og spillede luftguitar foran Orange Scene, var en stor del af de yngre festivalgæster – og ikke mindst de kvindelige – søgt mod London-kvartetten Bastilles koncert på Arena. Her har teltet godt proppet, og hver gang forsanger Dan Smith spjættede med sin splejsede krop og himmelstræbende hår, blev det modsvaret af øresønderrivende hvin.
Man forstod det sådan set godt, for hvis der kun skulle uddeles stjerner for ekstremt energiniveau og publikumskontakt, ville Bastille score fuldt hus. Til gengæld haltede det mere med bandets melodimateriale, der i for høj grad benytter sig af de samme skabeloner: (over)tydelige trommetaktsslag til at markere de firskårne kompositioner, monotont ringlende guitarriff og udbredt brug af ‘oh’-, ‘uh’- eller ‘dæo’-råb.
Sådan skaber man en effektiv popmaskine på lige dele Coldplay og Maroon 5, men nogen stor kunstnerisk oplevelse var det ikke. At det ikke endte i malplaceret boyband-stemning skyldtes den oprigtige og smittende taknemmelighed, som Smith og resten af bandet kvitterede med for den højtrøstede publikumshyldest. Det var aftenens største oplevelse – og langt mere spændende end bandets ensformige sangskrivning.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.