Connan Mockasin – psykedelisk bollemusik

Som han stod der iklædt nepaleserhue og et outfit, der lignede noget han havde lånt af Aladdin, var det vanskeligt at se det. Men den newzealanske original Connan Mockasin er sex!

Eller rettere, hans musik er proppet med sex. Weirdo-kiwiens kringlede, sukrede og frem for alt vanedannende hybrid af kosmisk psychpop og lummer soul, er nemlig noget der sætter underlivet på vuggende overarbejde og maner de frække fantasier frem, hvilket det tætpakkede telt på Pavilion rigtig fik at føle i middagsheden. Psykedelisk bollemusik.

Selv om han og backingbandet kom direkte fra lufthavnen, var der ingen slinger i valsen, da de lagde ud med ’Why Are You Crying?’, som den kvindelige keybordspiller kælent stønnede i gang.

Den hvidlokkede særling ledte forbilledligt an i legen med obskure vokaleffekter og snørklede ekskursioner på den seksstrengede. Særligt funklede hittet ’I Am The Man, That Will Find You’ og den afsluttende ’I Wanna Roll With You’, mens kun enkelte passager undervejs blev lige vel trippede og lidt lange i spyttet.

Det lykkedes sågar at lokke flere af bandmedlemmerne og en god del af publikum til at smide klunset undervejs. Sådan ruller forføreren Connan nemlig.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

Koncert. Koncert CancerRoskilde FestivalPavilion
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af