S!vas – et tronskifte i dansk hiphop

S!vas’ Roskilde-koncert var en decideret begivenhed.
S!vas – et tronskifte i dansk hiphop
Foto: Marcus Andreassen

Allerede på vej til koncerten kunne man mærke, at der var ved at ske noget usædvanligt. Næsten alle festivalens lejre havde tilsyneladende indgået en hemmelig aftale om kun at spille S!vas. Der var forventning i luften.

Og sikke en måde den (selvfølgelig) solbrillebeklædte rapper så startede koncerten på! Først med ’Kbhavana’ og derefter ’Araba’ og ’Markering’. Vokalen var strålende, og teknisk krævende passager som det første vers i ’Markering’ overtrumfede den i forvejen fremragende studieversion.

Samtidig gav Rezas tunge trap-beats publikum mavepuster på mavepuster – og det var et virkelig gigantisk og taknemmeligt publikum. »Fuck, her er mange mennesker«, udbrød den lykkelige rapper. Fuck, det her er godt, tænkte de fucking mange mennesker.

Derefter besvarede S!vas det store spørgsmål om, hvad han ville spille udover de fem numre fra sidste års ’d.a.u.d.a.’-ep. Han havde nemlig, som han sagde, taget hele sit hold med. Og holdet talte, stort set uden undtagelse, de absolut bedste nye danske rappere. De fik tid til både at spille egne numre og deres respektive samarbejder med hovedpersonen. Gilli imponerede i høj grad, men højdepunktet i koncertens gæste-fyldte midterparti var, da Hans Phillip fra Ukendt Kunstner og S!vas spillede det bombastiske ’Stein Bagger’.

Før koncerten var forventningen til at mærke, men mens den stod på, forvandlede denne onsdag aften sig til en decideret begivenhed. For to år siden udgjorde Klumben og Raske Penges koncert på Pavillon Jr. dancehall-bølgens klimaks – i 2014 markerede S!vas det samme for den nye danske hiphop. Lidt efter lidt forstod man, at man ikke kun var vidne til én kunstners magtdemonstration. De her rappere har lige så stille overtaget dansk hiphop, og det her var koncerten, der cementerede magtskiftet.

Læs også: Hør ‘Holdet’, ny single fra S!vas

Det blev tydeligt, da rapperen til sidst spillede sit nye nummer, ’Holdet’, og alle gæsterne samledes på scenen. ’Holdet’ låner en del fra den elektroniske trap-genre, og det fungerede fantastisk live. Det er som om, S!vas’ musik er højere eller mere intens end nogen anden dansk rappers lige nu. »Du ik’ en skid uden dit hold«, rappede han. Det er måske rigtigt. Men alle hold har deres stjerner, og alle generationer har deres bannerførere.

Og lige nu er der ingen tvivl om, hvem der er dansk hiphops fremmeste skikkelse.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

Cover

Koncert. Koncert S!vasRoskilde FestivalApollo Countdown
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af