Theophilus London

Forventningen stiger nemt i takt med, at ens øjne glider ned over credits-listen på Theophilus Londons nye album, der omfatter navne som Karl Lagerfeld, Kanye West og Leon Ware. Det store kavaleri er trukket frem til paradekørsel, men der går desværre lidt kejserens nye klæder i den. Dermed ikke sagt, at albummet er en decideret skuffelse, for sine steder lever det fuldt op til sin varedeklaration og titel.

Især må det betragtes som noget af en genistreg at give genrejsning (no pun intended) til stjerneproduceren Leon Ware, der trods længere tids testikelkræft stadig har sin tæft i behold og beviser det på åbneren ’Water Me’ og bonusnummeret ’Figure It Out’, der begge emmer af samme sensualitet som hans samarbejder med Quincy Jones og Maxwell.

Det samme gælder ’Need Somebody’, der fusionerer Princes Minneapolis-minimalisme med Billy Oceans tropiske postdisco på et nummer, hvis garden party-potentiale slet ikke er novemberhimlen værdig. London er ingen stor rapper – og slet ikke sanger – men hans fornemmelse for den intelligente popmelodi er uangribelig.

Det øvrige af albummet besidder imidlertid ikke samme sanselighed, selv om det forsøges suggesteret med den gennemgående kvindevokal, der både stønner og stammer albumtitlen. Betoningen af ’Vibes’ kommer i stedet til at fremstå diskrepant, når konceptet vinder over vedkommenheden på numre som postpunk-eksperimentet ’Take And Look’ og ’Heartbreaker’, der lyder som en discountudgave af Daft Punks ’Homework’-dage.

Selv om der ikke er nogen tvivl om, at den 27-årige modedesigner og it-rapper kender sine klassikere, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt han blot bruger dem som smagsmarkører eller om de reelt er en del af hans musikalske integritet.

Læs anmeldelse: Theophilus London ‘Timez Are Weird These Days’