Phony Ppl

Til forskel fra grupper er det ikke ligefrem bands, der har været flest af i nyere tids urbane musik. Udover Tony! Toni! Toné!, Mint Condition og The Internet har det været så som så med deciderede orkestre, hvor alle instrumenter og medlemmer har en ligeværdig adkomst til det musikalske udtryk.

Brooklyn-kollektivet Phony Ppl lader dog til at ville ændre på denne tradition og har med deres første rigtige album leveret et frisk bud på, hvordan håndspillet, alternativ hiphop-soul kan lyde på denne side af 00’erne.

Frem for de førnævnte bands vækker numre som ’End of the niGht’ og ’HelGa’ dog minder om N.E.R.D.’s mest melodiske øjeblikke – det skyldes ikke mindst forsanger Elbee Thrie og rapperen Sheriff PJ’s endog meget store lighed med henholdsivs Pharrells falset og Shaes standardiserede vers. Vokalerne får dog ikke lov til at stjæle hele billedet, og selv om et nummer som ’Compromise’ indledes med Thries krystalklare klang ender det med at syre helt ud i et psykedelisk trip, der leder tankerne i retning af Lonnie Liston Smith og Curtis Mayfield.

I forhold til gruppens tidligere udgivelser fremstår ’Yesterday’s Tomorrow’ således også mindre sample-baseret og langt mere organisk, men det er imidlertid også i afvigelserne i denne integritet, at svaghederne skal findes. De mange hel- eller halvinstrumentale intermezzoer forvirrer nemlig også forholdet mellem interludes og relle numre, og nogle af dem forekommer decideret ligegyldige, såsom den klodsede (hash)rygnings-håndbog ’Smoke to Get Sober’.

Det ændrer heldigvis ikke på, at albummet har en overvægt af appellerende numre, der nok skal kendes mere på deres musikalske virilitet end teksternes intellektuelle originalitet.