Courtnet Barnett er ligeså meget historiefortæller som hun er musiker. Australieren slog benene væk under os tilbage i 2013 med den både vittige og intelligente ‘Avant Gardener’, der en-til-en fortalte historien om et panikanfald, mens hun altså har slacket indtil nu med at få sit debutalbum klar.
Albummet med den velvalgte titel, ‘Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit’, er på gaden den 23. marts, og ‘Depreston’ er endnu et bevis på Barnetts skarpe pen, der observerer og kommenterer på næsten tragikomisk facon.
Læs også: Courtney Barnett på vores liste over de 12 album, du skal høre i marts
»We drive to a house in Preston / we see police arresting / a man with his hand in a bag / how’s that for first impressions? / this place seems depressing«, synger hun opgivende, men dybt charmerende over en ringlende guitar og hviskende trommer. Årsagen til hendes milde depression? En flytning til Preston (en forstad til Melbourne), hvor der åbenlyst ikke sker en skid og lovens lange arm har lidt for meget tid på hænderne.
Og tjek lige den oversarte skønsang af »deceased estate« i tredje vers – det er guld.
Seneste Top Track: Major Lazer & DJ Snake feat. Mø ‘Lean On’