Ukendt Kunstner før Stein Bagger-turné: »På scenen er jeg i bevægelse, mens Sivas er iskold med sine solbriller«

Sivas Torbati og Hans Philip Lagui er ret forskellige, men det er en vigtig del af deres venskab og musikalske samarbejde, der nu kulminerer i den fælles ‘Stein Bagger Tour’, der bringer Ukendt Kunstner og S!vas forbi seks danske byer med tyvstart onsdag aften i Store Vega.

Her fortæller Hans Philip og Sivas om turneen, venskabet og den mission, som især Sivas har kastet sig ud i. 

Naturligt at turnere sammen
Hans Philip: »Jeg ville sygt gerne arbejde sammen med Sivas, også før det skete, men jeg pressede ikke på. Det skete, fordi vi kender de samme mennesker og blev venner. Sivas’ producer Reza boede engang sammen med vores manager, som også er manager for Sivas. Vi har optrådt så mange gange sammen, fordi vi har været en slags pakkeløsning, hvor vi er gået på scenen under hinandens koncerter. Derfra og til at lave en turné sammen var der ikke så langt«.

Sivas: »Hans Philip er en af de bedste rappere, jeg nogensinde har mødt og arbejdet sammen med, og det er vildt inspirerende. Deres lyd appellerer til mig og giver mig lyst til at lave musik. Det er derfor naturligt, at vi laver noget sammen«.

Kontrastfuldt venskab
Hans Philip: »På scenen er jeg i bevægelse, jeg flyver rundt, mens Sivas er iskold med sine solbriller. Han er meget stille og rolig på den seje måde. Der er en sjov dynamik, og der ligger noget værdi i kontrasten«.

Sivas: »Jeg har altid været den tilbageholdende. Hans Philip og Reza er dem, der snakker, Jens Ole (producer i Ukendt Kunstner, red.) og jeg sidder og lytter, og det er i den kontrast, at vores venskab fungerer. Vi supplerer hinanden. Jeg bruger nok mere musikken til at kommunikere, og ellers kan jeg godt lide at sidde og lytte. Og være stille«.

Hans Philip: »Der er nogle ting, som Reza og Sivas kan, og som vi ikke kan regne ud. Der er en uforudsigelighed i deres musik, for eksempel når Sivas vælger at skrive om begrebet tid, og når man lytter til melodierne, Reza laver. Det er så overvejet, det de laver, selv om det kan lyde naivt og umiddelbart, når man er fuld og hører ‘d.a.u.d.a.’ – det er overlegent. Vi ved ikke, hvordan det, de laver, lader sig gøre, men det fungerer, og i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved det, studere det og forsøge at bruge det selv, forstår vi, at det er deres eget. Vi kan så noget andet. Det vigtige er, at det her projekt ikke udvander vores udtryk hver især«.

En klar mission
Sivas: »Der er en mission bag min musik, og den vil altid være at nedbryde barriererne mellem indvandrere og etniske danskere. Jeg vil være stemmebåndet for dem, der ikke kan snakke. Dem, der ikke får muligheden for at fortælle deres historie«.

Hans Philip: »Sivas tænker over alt, han laver. Det er altid velovervejet. Han taler ikke meget, men han observerer, han suger til sig. Det er klart, at integration, eller manglen på det, betyder utroligt meget for ham, og jeg kan mærke, at det er vigtigt. At når han snakker, så lytter folk. Jeg er vokset op med indvandrere, og de har sgu ikke noget at skulle have sagt. De har ingen stemme. Der er brug for at høre om deres liv fra nogen, der virkelig forstår det. Jeg tror, Sivas føler, at han har et ansvar«.

Sivas: »Jeg er født i Iran, Hans Philip betragter sig som dansker, for hans mor er dansker, og han er født i Danmark. Jens-Ole er jo fuldblodsdansker, og Reza er født her, men han har iranske forældre, så vi kommer fra forskellige steder. Alligevel er der ingen, der dømmer hinanden på baggrund af det. Det er, som om vi sætter et eksempel for samfundet, for hvis vi kan, hvorfor kan alle andre så ikke? Hvis man har fælles interesser, så betyder alt det andet intet«.

Sivas om Hans Philip
»Ukendt Kunstner er gode til at fortælle historier. Rigtig gode. Jeg føler, at Hans er en forfatter. Han kan sætte sig ind i forskellige karakterer og se gennem andres øjne. Der er ingen grænser for, hvad han kan snakke om. Han har ingen af de begrænsninger, der kan ligge i hiphopmentaliteten, der siger, at man skal ‘holde det ægte’ og kun fortælle om ting, man selv oplever«.

Hans Philip om Sivas
»Sivas er millimeterpræcis. Måden han udtaler ting på, timingen, og hans tekster er vejet ned til mindste gram. Han kan sidde derhjemme i fem timer og optage de samme fem linjer. Han klipper og klistrer i vokalen, og hvis man virkelig lytter efter, opdager man, hvor mange ting der sker. Det er som en kollage«.

‘Stein Bagger Tour’ kommer forbi Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense, Kolding og København.

Læs også: S!vas ser tilbage på sit vilde år: »Hver gang jeg sagde noget, skreg de«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af