Slaughter Beach – modstridende indtryk i eftermiddagssolen

Navnet Slaughter Beach er en udmærket indikator for Odense-trioens lyd. Det er blandingen af det støjende og drømmende, det udsyrede og sommerlette. Bandets koncert i eftermiddagssolen på Rising var således både en opvisning i denne æstetik, men led desværre også lidt under de modstridende udtryk.

Under koncertens første par numre forsvandt vokalen i en grød af bas, tunge trommer og skarpe guitariff, men da der først kom orden i lydforholdende, fandt Slaughter Beachs drømmende, lo-fi-indierock lidt mere form. ’Spinning Globe’, et af de få numre, bandet har udgivet indtil videre, fik sat skub i sagerne med luftige guitarfigurer og ’åh-åh’-kor, ligesom ’Made Up True Love’ med sit drilske guitarriff og dynamiske, off-beat rytme sad, som den skulle, og vækkede minder om The Strokes anno ’Room on Fire’ – dog stadig med den mudrede vokal intakt.

Det var ikke helt til at greje, om bandet bevidst dyrkede den udsyrede shoegaze-æstetik, hvor det er comme il faut at lade vokalen forsvinde i en tungt brusende instrumentering, eller om de egentlig hellere vil lave lo-fi-indierock med kække guitarriffs og godt med kor.

Forvirrende var det i hvert fald, da medlemmerne det ene øjeblik opfordrede til inderlig kinddans til shoegaze-sjæleren ’Nuked’, og kort tid efter bad det lettere eftermiddagsslappe publikum om at gå ’fuldstændig fucking amok’ til afslutningsnummeret, hvilket da heller ikke rigtig skete. Det virkede i stedet bare malplaceret.

Læs også: Roskilde Festival: Her er vores syv must see-koncerter onsdag

Slaughter Beach. Koncert. Roskilde Festival, Rising.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af