Jupiter & Okwess International – musikalsk overlegenhed
At præsentere de mest spændende navne på verdensmusikscenen er blandt Roskilde Festivals hæderkronede traditioner. I år resulterede det blandt andet i et besøg fra det congolesiske ensemble.
Anført af den 50-årige percussionist Jupiter Bokondji iført lyseblå ankellang humørjakke indtog de fem musikere et sparsomt befolket Arena, hvilket dog ikke lod til at påvirke bandet i mærkbar grad. Smilene var brede, og deres overlegenhed på instrumenterne og i sceneoptræden lokkede gradvist flere tilhørere ind under den varme teltdug.
Bokondji er selverklæret rebelsk general for musikscenen i Congos hovedstad Kinshasa, og der faldt også flere associationer til åndsfællen, den afdøde nigerianer Fela Kuti. Ikke blot i Okwess Internationals ekspressive og løsslupne musik, men også i den gennemgående klangbund af emancipation, som de fem musikere glædesstrålende overførte til publikum. Vi blev flere gange opfordret til at slippe tøjlerne og hengive os til musikken. En opfordring, som bredte sig blandt tilskuerne.
Musikalsk leverede bandet en bemærkelsesværdig cocktail af afropop, regulær funk og i momenter nærmest metal-agtige guitarpassager, som fængede opmærksomheden og pirrede nysgerrigheden i koncertens første halvdel. Herefter var der ikke så meget variation i udtrykket, men de udadvendte og glade musikere havde en fest på scenen, og publikum tog glædesstrålende imod.
Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.