Kaytranada – genreekvilibrist satte gang i mørket
I løbet af de første blot fire minutter af sit sæt torsdag aften kom canadiske Kaytranada forbi en strygerintro, varm house, bister trap, George Clinton-klingende funk, hiphop og tilbage til house. Så var vi ligesom i gang.
Canadieren dvælede ikke ved de fire minutter, men det gør vi lige her, for man kan med rette sige, at de fint repræsenterede det, produceren præsterede igennem hele sit sæt: En smeltedigel af genrer og stilarter, alt sammen tæsket igennem voldsomme mængder opfindsomhed.
Et jazzklaver slog følge med et trommebeat med lift, som hurtigt hoppede over i tung trap med rappede kald og svar som hentet direkte fra Sugarhill Gang eller Grandmaster Flash and the Furious Five. R’n’b fra de glatteste fløde-90’ere gled over i en aggressiv udgave af M.I.A.’s ‘Bad Girls’ med dissonant synth.
Kaytranada kan let sammenlignes med andre genreekvilibrister som Flying Lotus, og hans sæt fik den modtagelse, det fortjente. Publikum, som fra start blev tyret op i et strålende humør, insisterede på trods af vagternes formaninger på at crowdsurfe, og selv om canadieren absolut ikke leflede, dundrede hans basfest, især på singlen ‘Killacats’ fra 2013, fremragende i mål.
Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.