Grænsen mellem gal og genial har altid været hårfin, men i musikkens verden er det nogle gange helt okay at være begge dele. Young Thug er et levende eksempel, og Atlanta-rapperens absurd døsige måde at synge hooks på har givet ham status som en af tiden mest unikke stemmer indenfor hiphop. Nu er han ude med det nye track ‘Again’, der er et samarbejde med mentoren Gucci Mane, som dog ikke er med i musikvideoen, da han stadig sidder i spjældet (han er dog med via lidt arkivmateriale).
Selve videoen er en art gangsta-drøm, optaget i instruktør Cam Kirks Gucci Mane-udstilling ‘The Trap God’. Det betyder, at settingen er en kirke omdannet til narkobule, hvor letpåklædte damer enten render rundt med maskingeværer eller sorterer stoffer.
‘Again’ stammer eftersigende fra det kommende, men forsinkede mixtape ‘Slime Season’, der er lavet i samarbejde med produceren London on da Track.
Oplev Young Thug i egen høje person, når han den 23. og 24. august giver Soundvenue Session-koncerter Aarhus og København.