Dungen er Skandinaviens ypperste eksponenter for kalejdoskopisk rockmusik
De neo-psykedeliske bølger, som har skvulpet med kalejdoskopiske nuancer i vandspejlet og stadig større kraft ind i ørerne på modtagelige musikelskere deler flere fællestræk. Udover en forkærlighed for de samme instrumenter og analoge produktioner er grupper ofte undfangelsen af én mands vision. Det har vi oplevet i international øjemed hos blandt andet Tame Impala (Kevin Parker) og Unknown Mortal Orchestra (Ruban Nielson)
Her til lands har Baby Woodrose/Spids Nøgenhat-frontmand Uffe ‘Guf’ Lorenzen virket som genre-ambassadør for psykedelisk rock og garage de seneste 15 år. I vort naboland hinsidan har Gustav Ejstes i samme periode haft en lignende position. Som kreativ kraft i Dungen har han excelleret i progressive rockstrukturer med veldoserede portioner psychedelia i den musikalske gryde.
I denne ombæring er såvel udtryk som lydbillede dog shinet op hist og her, hvilket de krystalliske guitarlinjer i ‘Sista festen’ og titelnummeret understreger. Dog er den frejdige bongotromme i førstnævnte en kærkommen batik-associerende detalje, som giver hints om, at der ikke er luget helt ud i Ejstes’ vildvoksende musikbed.
Heldigvis, for man overgiver sig helt og holdent, når Dungen skruer op for de fossende sluser og går på regulært jam-togt på ‘En dag på sjön’ med kaskader af dragende effektindsvøbt guitarlir og en kogende rytmesektion til at holde de spacede ekskursioner i ave.
Vi er ude i den autentiske hippierock på den instrumentale ‘Franks kaktus’, hvor både fløjte, groovy bas og en gnistrende leadguitar spreder fede vibes og imaginære fredstegn.
Dungen dyrker desuden det instrumentale virkningsfuldt på den atmosfæriske ‘Flickor or pojkar’, ligesom et mere eftertænksomt udtryk kultiveres i den piano og mellotron-døsige ‘En gång om året’. ‘Sova’ er albummets fineste stund, hvor Ejstes og co. lulller lytteren ind i en behagelig rus og med et udsyret coda af ekkopedaler og bølgende orgel lukker albummet effektivt ned.
Med ‘Allas Sak’ har Dungen leveret en funklende tilføjelse til diskografien. Et album, hvor fokuseret sangskrivning danser hånd i hånd med flagrende legesyge henover en multikulørt svensk eng.
Kort sagt:
Med et snit mellem fokuseret sangskrivning og flagrende legesyge positionerer de progressive psychpoppere fra Stockholm, anført af den visionære Gustav Ejstes, sig atter som en af Skandinaviens ypperste eksponenter for kalejdoskopisk rockmusik. Formatet og spændvidden er åbenlys, og album nummer syv bør hidkalde nye åbne sind.