1. Rick Ross
Det kom som et chok for hiphopverdenen da det i 2008 kom frem, at den gigantiske rapper Rick Ross havde en fortid som fængselsbetjent. Chokket skal naturligvis især ses i lyset af den persona, han har opbygget som rapper: Ross, der i virkeligheden hedder William Leonard Roberts II, tog sit navn efter den berygtede gangster ’Freeway’ Rick Ross, der i 80’erne etablerede sig som en af de mest magtfulde narkosmuglere i verden.
Den rappende Rick Ross havde i sine tekster opbygget en lignende selvfremstilling, og nyheden om hans fortid satte derfor et tungtvejende spørgsmålstegn ved hans autoritet og autenticitet. Ross reagerede indledningsvist ved at benægte historien, men da beviserne blev for tunge skiftede han i stedet strategi og indrømmede, alt imens han ufortrødent fortsatte med at udgive sin tunge gangstarap. Historien har indtil videre vist sig som et godt eksempel på, at hiphopmiljøet er villige til at acceptere rapperes universer som fiktion.
Listen fortsætter på de følgende sider.
2. Suga Free
Hiphoppen har altid haft en bemærkelsesværdig stor fascination af tilværelsen som pimp. Selv om mange rappere i tidens løb har brystet sig af deres evner ud i denne profession er det nok de allerfærreste, der rent faktisk kan påstå at have praktisk erfaring med alfonseri.
En af dem er dog west coast-rapperen Suga Free. Han var i slutningen af tyverne og havde arbejdet som alfons i årevis, da hans raptalent blev opdaget af producerlegenden DJ Quik. Quik producerede efterfølgende det overbevisende debutalbum ’Street Gospel’ i 1997 og banede dermed vejen for en karriere, der siden blandt andet har budt på gæsteoptrædener hos Snoop Dogg og Xzibit. Suga Free er så vidt vides aldrig vendt tilbage til sin tidligere profession, men har holdt fast i et flamboyant image med glattet hestehale, velplejet moustache og et tilsvarende farverigt flow.
3. Cappadonna
Cappadonna var i spjældet, da hans ungdomsvenner fra Wu-Tang Clan slog igennem, og rapperen var derfor ikke en del af gruppen til at starte med. Sidenhen fik han etableret sig som en af klanens tætteste allierede, men hans status som medlem har altid været omdiskuteret.
Det har ikke hjulpet, at hans forhold til Wu-Tangs overhoved RZA ikke altid har været det bedste. Faktisk var det i forbindelse med albummet ’Iron Flag’ fra 2001 blevet så dårligt, at RZA ikke fandt plads til ham på pladen og fik ham retoucheret ud af coverfotografiet. I de følgende år kollapsede Cappadonnas karriere og et par år senere blev han spottet køre rundt i Baltimores gader som taxachauffør i sin private bil.
Som en dedikeret arbejderklasse-rapper har Cappadonna dog ikke haft de fjerneste problemer med at stå ved, at han gjorde det for at forsørge sin familie, og han har tilmed omtalt sig selv som the cab driver på flere numre. Han har efterfølgende fået gang i rapkarrieren igen og medvirkede omsider som officielt medlem på sidste års Wu-Tang-album ’A Better Tomorrow’.
4. J-Zone
J-Zone er en sjov fætter. I starten af 00’erne fik den kombinerede rapper/producer samlet et dedikeret kultfølge omkring sig via satiriske, men samtidig stærke udgivelser som ’Pimps Don’t Pay Taxes’ og ’$ick of Being Rich’. Som titlerne antyder handlede J-Zones musik mest om penge og sex.
Parallelt med karrieren som studie-pimp ernærede J-Zone sig blandt andet som high school-lærer, hvilket sidenhen blev til et job som underviser på universitetet. J-Zone genoptog i 2013 karrieren som rapper med comeback-albummet ’Peter Pan Syndrome’. Hvorvidt han dermed har lagt den akademiske karriere bag sig eller deler sin tid mellem videnskaben og livet som studiepimp er uvist.
5. J. Cole
Før J. Cole blev signet til Roc Nation af Jay Z og udråbt til det næste store hiphopnavn, måtte rapperen fra North Carolina tage mere ydmyge midler i brug for at finansiere sine indspilninger. Han knoklede i en telemarketingsafdeling, men da pengene ikke rakte tog han et ekstra job med at kradse penge ind fra dårlige betalere.
Det hårde arbejde var dog godt givet ud, for hans første officielle mixtape ’The Come Up’ fra 2007 skabte nok så meget hype, at han endte med en kontakt hos Jay Z’s Roc Nation og et par år efter et debutalbum, der gik direkte ind som nummer et på de amerikanske hitlister.
6. Prodigy
I løbet af 90’erne vandt Prodigy som den ene halvdel af gruppen Mobb Deep stor anerkendelse som en af hiphoppens bedste og mest real rappere overhovedet. Legendariske numre som ’Shook Ones Pt. II’ og ’Quiet Storm’, hvor Prodigy fortæller, hvordan hans far lærte ham at affyre en pistol da han var syv år gammel, understøttede meget overbevisende den status.
Desto mere fatalt var det da Jay Z under en Summer Jam-koncert i 2001 fremviste et billede af Prodigy som barn iklædt balletdanserkostume. Efterfølgende delte Jay begivenheden med resten af verden, da han nævnte billedet på nummeret ’Takeover’ som del af hans krav på titlen som king of New York.
»You was a ballerina, I got the pictures, I seen ya
Then you dropped “Shook Ones,” switched your demeanour«
Prodigy har senere både rettet hårde skyts tilbage mod Jay og åbenhjertigt fortalt om, at han som barn dansede i sin bedstemors balletskole, men faktum er, at han aldrig for alvor formåede at få sin karriere tilbage på ret køl efter ydmygelsen.
7. Action Bronson
Vi slutter af med Bronsolino selv, der foretog lidt af et karriereskift, da han for snart en håndfuld år siden skiftede tilværelsen som gourmetkok i New York ud med livet som vulgær og misogyn kultrapper. Ariyan Aslani, som han i virkeligheden hedder, havde blandt andet arbejdet som kok for det legendariske baseballhold The New York Mets. Et job han dog blev fyret fra, da han kylede en kollega, der var stødt ind i ham, henover et bord.
I 2011 var han som 27-årig derfor endt i sin fars restaurant, men da han faldt og brækkede benet på et vådt gulv var vejen banet for et nyt eventyr og blot få måneder senere begyndte Action Bronson-hypen at sprede sig på internettet.
Den store rapper har dog aldrig givet slip på sin baggrund, men med stort held formået at forene to verdener – hiphop og mad – der ellers traditionelt ikke har haft meget med hinanden at gøre. Hans omrejsende madprogram ’Fuck, That’s Delicious’ er blevet et Youtube-hit, og eksotiske og bizarre madreferencer er blevet et af Bronsons lyriske kendetegn.
Action Bronson spiller i Store Vega den 30. september.
Læs også: 16 koncerter du skal opleve i oktober – med Major Lazer, Soak, Low og The Minds of 99