16 koncerter du skal opleve i oktober – med Major Lazer, Soak, Low og The Minds of 99

Vi guider dig til de bedste koncertoplevelser i den kommende måned.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Soak
3. oktober, Koncerthusets Studie 3

Soak henrykkede på dette års Roskilde Festival, og vi er derfor enormt stolte af at byde den sarte, irske singer/songwriter tilbage på dansk grund til en Soundvenue Session i Koncerthuset. Bridie Monds-Watsons fremragende debutalbum ‘Before We Forgot How to Dream’ udkom i maj og blev af vores anmelder kaldt et »befriende modstykke til forfængelighed«. En intim oplevelse er i vente.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Thøger Dixgaard + Louis Rustum
Turné – starter 8. oktober i København

Mens Karl William på ’Placebo’ kiggede endnu mere indad end tidligere, har Thøger Dixgaard med tiden vist sig som den mest folkevenlige kunster i Hukaos-crewet med sangene fra dette års ’OK’-ep. Over fire dage i oktober drager Dixgaard sammen med Hukaos-kumpanen Louis Rustum på en lille Danmarksturné, der bringer dem forbi København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Major Lazer
9. oktober, Forum 

Major Lazers popularitet her i landet er eksploderet i løbet af de senere år – fra den pumpende kæmpefest på Roskilde Festival sidste år over samarbejdet med Mø på megahittet ’Lean On’ til deres optræden på Tinderbox i juni har Major Lazer været konstant til stede, om det har været i radioen, festivalprogrammerne eller overskrifterne. Nu kommer Diplo, Jillionaire og Walshy Fire igen, denne gang i Forum. Selv om ’Peace is the Mission’ fik en lunken modtagelse er Major Lazers mash-up af EDM, dancehall og reggaeton en festskaber af karat, og mon ikke Mø kigger forbi koncerten til at fremføre ’Lean On’ ligesom hun gjorde på Tinderbox?

PS: Husk efterfesten med Diplo på Søpavillonen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wire
9. oktober, Jazzhouse

Siden den klassiske debut ’Pink Flag’ fra 1977 har britiske Wire gået sine helt egne veje. Hvor ’Pink Flag’ leverede 21 fræsende punkskæringer på lige under 36 minutter, bevægede efterfølgerne ’Chairs Missing’ og ’154’ sig over mod en kunstnerisk ambitiøs postpunk, hvor synthesizeren fyldte mere og den rå energi blev erstattet af nuancerede teksturer og koncentreret sangskrivning. Bandet holdt pause på albumfronten fra 1979 til 1987 og igen fra 1991 til 2003. Seneste udspil er deres selvbetitlede fjortende album fra i år, hvor stilen er en mere let tilgængelig og umiskendeligt britisk alternativ rock. Wire lader sig ikke nemt kategorisere, og det har gjort dem til et af de mest betydningsfulde bands i den eksperimenterende ende af rocken og postpunken.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wangel
Turné – starter 9. oktober i Aalborg

Peter Wangel skabte solid opmærksomhed omkring sin fine debut-ep ’Eternal History’, der både fremviste danskerens vidtspændende vokal såvel som hans sans for melankolsk synthpop. Nu drager Wangel på en lille Danmarksturné, der over tre datoer rammer København, Aarhus og Aalborg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Tallest Man on Earth
10. oktober, Voxhall (+ 27. oktober i Store Vega, hvor der er udsolgt)

Svenske Kristian Matsson gik på sit fjerde album væk fra den asketiske tilgang med bare en mand og hans guitar, og ’Dark Bird Is Home’ trak i stedet inspiration fra landevejsrock a la Tom Petty og The War on Drugs ind i lydbilledet. Efter et show på Roskilde Festival er svenskeren og band tilbage i landet med to koncerter i Aarhus og København.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Health
12. oktober, Pumpehuset

Healths blanding af popmelodier, overvældende støj og dansable rytmer er eklektisk, men fungerer med et betagende resultat til følge. Det er musik, der både egner sig til dans og til headbanging. Bandet, der stammer fra Los Angeles, har bygget et stærkt live-ry op, hvilket tidligere har vist i en fuldstjernet anmeldelse fra vores side. Det seneste roste studiealbum ’Death Magic’ er deres tredje i rækken (foruden to remix-plader) og viser bandet gå i en mere let tilgængelig retning uden at støjen eller tyngden trækkes væk som fundament.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Low
14. oktober, Lille Vega

Den langsomme og minimalistiske afart af indie, som Low uigenkaldeligt er ambassadører for, fik tilbage i 90’erne betegnelsen slowcore, hvilket siden har hængt ved på trods af, at Low har forsøgt at ryste det af sig. Ikke desto mindre har det en passende klang over sig, for essensen af Lows musikalske univers ligger i deres dvælende tempoer, der fungerer som en konstant påmindelse om, at selv om den omkringliggende verden har travlt, så behøver musikken ikke at have det. De har netop udgivet albummet ’Ones and Sixes’, der viderefører deres kendetegnende stilfærdige intensitet. Det er melankoli søbet i reverb-klingende guitarer, elektronisk sitren og ambiente bagtæpper.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 Young Fathers
16. oktober, Loppen

Kun et par måneder efter deres koncert på Roskilde Festival vender den britiske trio tilbage til Danmark. De bliver ofte kategoriseret som hiphop, selv om det er noget af en tilsnigelse at lægge én genre ned over dem. Young Fathers er meget mere end det – deres fusionsmusik indeholder både pop, hiphop, elektronisk, rock og soul og indeholder også tendenser, der peger mod medlemmernes afrodiasporiske baggrund. De skulle desuden levere nogle energiske liveshows, så det er muligt, at det bliver hedt på Loppen den 16.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Entrepreneurs + Fribytterdrømme
16. oktober, Lille Vega

Det er to lovende danske rockgrupper, der giver koncert sammen i Lille Vega. The Entrepreneurs har gjort sig bemærket i år ved både at spille på Roskilde Festival, Spot, Distortion og den nyligt overståede Offspring Festival, og deres både store og støjende, romantiske og rå musik burde appellere til fans af både stadionrock og shoegaze. Vi venter dog stadig på en reel udgivelse fra gruppen.

Det syv mand store band Fribytterdrømme, der har taget deres navn fra Tom Kristensens første digtsamling fra 1920, er med i bølgen af 60’er-inspireret psykedelisk rock, vi ser blomstre i disse år. Musikalsk har de mere til fælles med Spids Nøgenhat og De Underjordiske end The Entrepreneurs, da de også excellerer i det danske sprog og leverer linjer som »kom og få dine psykedeliske briller på« i en æterisk lyd omfavnet af fuzz-guitar og orgel, og som genren fordrer finder de både styrke og ro i repetitionen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Psyched Up Janis re-recorded live feat. Shiny Darkly, Kissaway Trail, Chorus Grant og Metal Ghost
17. oktober, Loppen

I august udkom hyldestalbummet ‘Psyched Up Janis Re-Recorded’, hvor diverse danske bands gav deres bud på fortolkninger af arven fra Sune Wagner & co. Ideen kom fra pladeselskabet Birds with Records, der også har arrangeret denne aften på Loppen, hvor fire af grupperne fra hyldestpladen vil spille. Det drejer sig om den postpunkede trio Shiny Darkly, alterna-rockerne i Kissaway Trail, singer/songwriteren Chorus Grant og rockduoen Metal Ghost. Derudover har Loppen annonceret en række gæsteoptrædener, et lotteri og stjerne-djs. Al overskud fra aftenen går til organisationen Bryd Tavsheden, der hjælper voldsramte børn og unge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ben Khan
18. oktober, Beta

Dette års ’1000’-ep var måske ikke 100 procent vellykket, men britiske Ben Khan har før vist, at hans talent udi minimalistisk fremtidsfunk er i en klasse for sig. Han har stadig lidt problemer med at slippe ud af kollegaen Jai Pauls skygge, men en single som titelnummeret fra dette års ep viser, at Khan er mere end soundtrack til venteværelset, mens vi venter på, at mesteren vågner fra hi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Myrkur
23. oktober, Pumpehuset 

Af nyere debuterende danske navne er der næppe nogle, der har trukket så mange overskrifter og fået så meget international opmærksomhed som Myrkur. Da Amalie Bruun, som er kvinden bag projektet, anonymt udgav sin selvbetitlede EP sidste år på det store metal-selskab Relapse Records, gik en regulær internet-heksejagt i gang for at finde ud af, hvem der gemte sig bag pseudonymet. Med sin debutkoncert på Roskilde Festival og et stærkt hold af professionelle black metal-musikere samlet som backingband på debuten ’M’ har Myrkur forstået at trække i de rigtige tråde. Musikken er en blanding af black metal, skandinavisk folkemusik og korsang, og det er en mikstur, som meget muligt vil falde i smag hos dem, der ikke nødvendigvis har beskæftiget sig med den mørke musikform før.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Matthew E. White
27. oktober, Voxhall + 28. oktober, Store Vega

Gospel-poppen har fundet en moderne frelser i skikkelse af Matthew E. White og hans bløde tenor. Debuten ’Big Inner’ tog verden med storm, og efterfølgeren ’Fresh Blood’ fra i år viste, at hans talentudøvelse ikke var en engangsforestilling. Med lette og luftige orkesterarrangementer og hornsektioner kombineret med soulede grooves og inciterende lyrik viser White inspiration fra The Bands klassiske americana, Randy Newmans singer/songwriter-akkompagnementer og Curtis Mayfields dybfølte soul.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Minds of 99
Turné – start 29. oktober i Sønderborg

De fremadstormende postpunkere tager deres andet album ’Liber’, der udkommer 16. oktober, med på landevejen. Den seks mand store gruppe har haft fart på siden de i 2013 vandt KarriereKanonen. De fik ros for det selvbetitlede debutalbum, vandt en Steppeulv og åbnede Orange Scene på Roskilde Festival med en magtdemonstration af en koncert. Førstesinglen fra ’Liber’ er ’Stjerner på himlen’, der i øjeblikket kører i rotation på landets radiostationer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mick Jenkins
31. oktober, Rust

»Most rappers these days are actors and I can’t keep watching the same movie«, siger Mick Jenkins på nummeret ’Jazz’ fra sidste års ’The Water[s]’, som vi kårede til at være blandt årets bedste mixtapes. Chicago-rapperen fulgte op med ’Wave[s]’ fra i år, og selv om det alt sammen lyder lige lovlig vandbaseret, så er Mick Jenkins’ musik og rim til at blive helt beruset af. Han rapper overbevisende om samfundets skyggesider, som på singlen ’Martyrs’, men i modsætning til mange af sine kolleger gør han det over tilbagelænede, varierede og til tider jazzede beats, der står i kontrast til den Atlanta-lyd, der dominerer hiphop lige nu.

Læs også: Kommentar: Jeg savner den gamle Drake

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af