The Tallest Man on Earth
Det må være en permanent fristelse for folksangere, der primært er kendt for at kombinere vokal og skrabet guitarspil, at kaste sartheden overbord og lade et fuldt bandudtryk farve foretagendet.
Det er næppe en helt skæv antagelse at formode, at svenske Kristian Matsson undervejs i indspilningerne af sit fjerde album har skelet til ’Lost in the Dream’, The War On Drugs’ meget roste gennembrudsalbum fra sidste år, med netop det sigte at overskride sit spartanske udgangspunkt.
Bevares, han opererer stadig inden for en Bob Dylan via Bright Eyes-singer/songwriter-stil, men tilført inspirationen fra amerikanernes kosmiske landevejsrock iklædes sangene på ’Dark Bird Is Home’ tyngde og nuancer. Det er en kunst at bevare jordforbindelsen, selv når musikken løfter sig, og det er den motorglidende tyngde – det horisontale sus af en amerikansk highway, om man vil – Matsson synes at have afluret.
The War On Drugs-inspirationen dækker yderligere over en meget tydelig Tom Petty-fascination, især på et nummer som ’Darkness of the Dream’ (alene titlen er som et ekstrakt af Tom Pettys samlede oeuvre). Matssons fraseringer, særligt måden hvorpå han går en halv eller hel tone ned sidst i en verselinje, er ren Petty. ’Sagres’ flirter (ud over Petty) endvidere med keltisk folkemusik. Der mangler bare en sækkepibe, så havde illusionen været komplet.
Albummet topper med den fornemme ’Slow Dance’, hvor Matssons vokal for alvor river sig løs fra snakken om forbilleder og bliver sin helt egen, mens ’Little Nowhere Towns’ ikke kan undsige sig en køn, Paul Simon-agtig melodi i verset, men til gengæld bevæger sangen sig steder hen, som Simon ikke kunne drømme om at betræde. Det er en kvalitet, der går igen på for eksempel ’Fields of Our Home’ og titelnummeret. Her er vi tilbage ved et fokus på Matssons guitar og stemme, men efterhånden som sangene vokser i statur sniger der sig flere og flere orkestrale elementer ind. Den manøvre lykkes særlig godt på sidstnævnte: Breaket lidt over midtvejs – hvor strygere og blæsere sætter ind – er et rislende velanbragt øjeblik.
Matssons stemme og sangskrivning er svøbt i en lidt tung melankoli, som man godt kunne ønske sig, at han indimellem kunne vriste sig fri af, men med ’Dark Bird Is Home’ gør han et helhjertet og i det store hele vellykket forsøg på i det mindste at give sin melankoli flere farver.
Kort sagt:
Kristian Matsson udvider sit spartanske folk-sangskriver-udtryk med orkestrale arrangementer og en god, gedigen landevejsrock, der nikker til især War On Drugs’ forvaltning af arven fra Tom Petty. Det klæder Matsson at tilføre sin tidligere indimellem lidt enstrengede melankoli og patos mere tyngde og flere farver.
Læs også: The Tallest Man On Earth kommer til København med nyt album