The War on Drugs

5 6
The War on Drugs

Da Philadelphia-kvartetten for en håndfuld år tilbage sneg sig ind på den bredere offentligheds rader, blev de til at begynde med mest omtalt som bandet, hvori Kurt Vile tidligere havde slået sine folder på den firstrengede. Men for små tre år siden smed orkesteret deres anden fuldlængde, den fænomenalt fremragende skive ’Slave Ambient’, på gaden. Et album, der hurtigt fik musikpressens fokus på Viles tidligere rolle i bandet til at fordufte, hvorefter diskussionen i stedet retmæssigt kom til at handle om bandets uomtvistelige talent – Vile or no Vile.

Læs anmeldelse: The War on Drugs ‘Slave Ambient’

Albummet indeholdt nemlig en temmelig vanedannende cocktail af længselsfuld, ærkeamerikansk landevejsrock, der lå i musikalsk forlængelse af ikoner som Dylan, Petty, Springsteen og Young, blandet med hypnotiske og luftige krautrockede klangflader – ’Kosmisk krautcana’ døbte en sprogekvilibristisk anmelderkollega ganske rammende bandets sound.

Nu foreligger efterfølgeren omsider, og så er the millon dollar question naturligvis, om albummet lever op til sin forgængers fortrinligheder? Her falder svaret prompte: Ja, sgu! Med ’Lost in the Dream’ har frontmand Adam Granduciel og hans tre kompagnoner nemlig begået endnu et pletskud, der fuld står mål med sin forløber.

Rent lydmæssigt er det overvejende nogle af de samme soniske highways, som kvartetten døsigt cruiser ud ad, men hvor forgængeren lød som af band, der fandt sig selv til rette musikalsk, lyder de på nærværende album som et orkester, der manifesterer egne fortræffeligheder.

Læs også: The War on Drugs giver koncert i København

Det er i højere grad rejsen end målet, som synes at være det essentielle her. »I stare straight into nothing, but we call it all the same«, messer Granduciel på det sfærisk pulserende ni minutter lange åbningsnummer ’Under the Pressure’, hvor et arsenal af rumklangsindsvøbte guitarer sirligt snor sig i piruetter omkring hinanden, imens de understøttes af dovne synthflader. Det er denne fortabelse i intetheden, men samtidig accepten af selvsamme som en form for livsanskuelse, der synes at være et af de tilbagevendende temaer på albummet, hvor for eksempel også det lullende titelnummer smukt omfavner fortabelsen.


The War on Drugs
har med andre ord begået et mageløst soundtrack til stenede dagdrømmere, som ynder at lade sig mentalt falde hen, imens bilen tøffer af sted mod de åbne vidder. Musikken bliver en tilstand, hvor al fornemmelse for tid og sted opløses, og tankerne får frit lejde til at svæve ud af alle de tangenter, de lyster.

The War on Drugs. 'Lost in the Dream'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af