The War on Drugs

Kære Råd For Større Færdselssikkerhed. Dette andet album fra Philadelphia-bandet The War on Drugs bør forbydes at have liggende i et køretøj. Sådan dér, straight up: Forbydes. For skinnet bedrager grusomt.

Nok pumper det krautrock-agtigt derudaf i god køre-bil-stil, og nok besidder Adam Granduciel en røst, der klinger hen ad aldrende landevejsrock-mumier – d’herrer Dylan og Springsteen – men det er en bongstenet og tågeblus-krævende fremdrift mod fatamorganaflimrende og udviskede horisonter, så man fuldstændigt taber fokus og hensættes i en døsig og decideret trafikfarlig motorvejshypnose eller ‘white-line fever’, om man vil. En tilstand hvor alt bliver til rutinehandlinger og automatpilot, og bare det at koncentrere sig om vejbaneskift og modkørende bliver til en kamp.

Granduciels drævende vokal iscenesættes i et slør af dovent dronende synthesizere, trommeslager Mike Zanghis zombieurværk-spil og så et sirligt broderi af guitar-arabesker, der konstant snor, kilder og vender sig i øregangene, så minutterne bliver til mos, og man glemmer tid og sted.

Kritikken vil jeg begrænse til, at nogle af numrene allerede har været luftet på ‘Future Weather’-ep’en, nemlig ‘Baby Missiles’ og ‘Brothers’, mens ‘Come to the City’ virker som en højst positiv videreudvikling af et tema, der kort tittede frem som en intro til ep’en.

Albummet er kosmisk smuldrehjerne-‘krauticana’ af bedste skuffe. Det er musik, som eksisterer et sted ude på prærien, under himlen, langt inde i sindet – et sted hvor Deutsche Autobahn og amerikansk highway flyder sammen. Og det er et uhyggeligt behageligt album at lade tankerne svømme hen i.