Myrkur
Det begynder og slutter ganske tyst: Sakrale korstemmer åbner ‘Ravnens banner’, og ‘Ulvesangen’ er nærmest en vuggevise. Mellem disse vokale bogmærker udfolder sig en bemærkelsesværdig fortælling, der udfordrer den konventionelle black metal-formel.
Bag det islandsk-klingende alias står danske Amalie Bruun, der desuden begår sig i duoen Ex Cops og nu altså breder vingefanget ud som en sort svane.
Til trods for det hårde lydbillede besidder ‘Dybt i skoven’ en popsensibilitet, og det sprøde fingerspil i ‘Frosne vind’ minder mere om en barde i et middelalderligt tonedigt frem for en hævngerrig hedning på vej til stavkirken med en fakkel.
Med andre ord: Du kan roligt pakke enhver forudindtaget og klichéfuld fordom om black metal væk. Selv om man ikke er i tvivl om udgangspunktet, bryder Myrkur på snedig vis med skabelonerne.
Der er ganske vist fuld tryk på dobbelt-stortrommen i den ambitiøse ‘Nattens barn’, ligesom ‘Må du brænde i helvede’ åbner op for alle sluserne, men bedst som den episke apokalypse raser, får de iørefaldende guitarroller luft til at udfolde sig, mens Myrkurs sfæriske stemme elegant binder elementerne sammen.
På ‘Latvian Fergurd’ buldrer instrumenterne løs under et himmelhvælv af flerstemmig elversang, så det nærmer sig symfonisk rollespilsmetal, men det er netop i fikspunktet mellem de frenetiske guitarer, tordnende trommeangreb og Bruuns englerøst, at ep’en bliver til noget unikt og fascinerende.
Ud af mørket stråler en lysende kraft ind i metallens sorte sangskat, og Myrkur formår at transcendere den genretro, hun forkynder sig til, med et imponerende fokus og resultat til følge.
Læs interview: Metaludbryderne i Solbrud: »Vi er forundrede over at være nået så bredt ud«