Den københavnske kvartet Solbrud har med deres infernalsk tonsende dansksprogede black metal, hvor kompositionerne sjældent varer under ti minutter, formået hvad der er de færreste danske ekstremmetalbands forundt. Nemlig at nå ud over den allersnævreste metalundergrund til et bredere publikum, der ellers sjældent lægger ører til genrens hårde løjer.
Uden at kompromittere black metallens brutale og diabolsk kværnende udtryk har de fire langhårede Solbrud-medlemmer (forsanger og guitarist Ole Luk, guitarist Adrian Utzon Dietz samt brødrene Tobias og Troels Hjort på henholdsvis bas og trommer) fået pænt med spalteplads og rosende gloser med på vejen i flere af de større danske medier. Gruppen har allerede spillet på Roskilde Festival og blev forrige år nomineret til en Steppeulv-pris i kategorien ’Årets håb’ for deres anmelderroste, selvbetitlede debutalbum. Netop nu er kvartetten aktuel med opfølgeren ’Jærtegn’. Vi har spurgt dem, om hvordan de formår at række ud over den mørke undergrund.
Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
»Vi bestræber os på at få musikken til af lyde stor og voldsom. Solbrud er lyden af en kæmpe storm. En massiv masse af et kolossalt uvejr«.
I spiller black metal. Er der specielle koder og genrekonventioner, som I føler i skal overholde?
»Nej ikke rigtigt. Egentlig spiller vi bare, hvad vi synes lyder fedt. Selvfølgelig har vi rødder i metalmiljøet og vi hører selv meget metal, men det er ikke sådan, at vi kun hører det. Vi lytter til mange andre musikgenrer, som vi inkorporerer i vores udtryk, hvis det passer ind. Da vi startede forsøgte vi at opnå en bestemt lyd, men efterhånden handler det mere om, at vi ved, hvordan Solbrud skal lyde, så nu kan vi hurtigt høre om et riff eller et stykke passer til vores musik«.
I er muligvis det eneste ekstremmetalband herhjemme, som nyder opmærksomhed uden for metalundergrunden. Hvordan kan det lade sig gøre?
»Det er svært for os at svare på, hvorfor publikum godt kan lide det, vi laver. Vi vil bare gerne lave musik, vi selv synes om. At andre så også er interesserede, er egentlig kommet lidt bag på os. For eksempel er nomineringen til Steppeulven og omtalen i de større medier jo en helt ny verden for os. Det har vi aldrig stilet efter. Tværtimod faktisk. Vi har bare lavet musikken, og så er der nogen, som synes, det er fedt.
Det er et kæmpe skulderklap, men vi er selv forundrede over at være nået så bredt ud. Der ligger ingen bevidst strategi bag, men når vi skriver musikken, er vi meget perfektionistiske. Det tager os oftest et halvt år at skrive et nummer. Denne gang har vi for eksempel arbejdet meget med flerstemmige harmonier og sådan nogle ting. Måske det er sådan noget, som appellerer bredere?«
Føler I en særlig tilknytning til metalmiljøet omkring Ungdomshuset?
»Vi forsøger ikke at høre til et bestemt sted, men vi er flittige brugere af Ungdomshuset og støtter dets sag. Det har dog ikke specielt meget med vores musik at gøre. For os handler det om at spille musik, vi selv synes er godt. Det er der så folk, som kan lide både i og uden for miljøet. Vi føler ikke, at vi tilhører nogen bestemt gruppe. Vi hænger ud med metalfolk, punkere, syrehippier og alle mulige andre, så vi går ikke så højt op i at proppe alting i bestemte båse«.
Er metalmiljøet et lukket selskab?
»Det er lukket i den udstrækning, at det stadig er begrænset, hvor mange der lytter til metal. Ekstremmetal er per natur undergrundsmusik og dermed ikke noget, som falder i alles smag, så vi kan da sagtens forestille os, at det kan virke intimiderende, hvis man aldrig har været til metalkoncert før. Men det er faktisk ikke særligt udbredt at ekskludere nogen på metalscenen. Sker det alligevel, er det et udtryk for vedkommendes eget snæversyn og ikke scenens«.
Hvordan er jeres publikum sammensat, når I spiller live?
»Det skifter meget, men det er klart, at det er nogle andre typer, som kommer og hører os, når vi spiller på Bremen, end hvis vi spiller i Ungdomshuset. Det afhænger meget af spillestedet og hvilket klientel, der plejer at komme der. Vi spiller tit med andre bands, så derfor kan det være svært at gennemskue, hvem der kommer for at høre os, og hvem der bare er med på en kigger. Når vi spiller, er der både folk på ti år og folk på 60 år, som synes, at vores musik er det fedeste. Det er meget bredt, men der er naturligvis altid nogen i læderjakker med langt hår«.
Note: Der er ingen specifik afsender på de enkelte svar, da Solbrud udelukkende ønskede at udtale sig som en samlet gruppe.