Matthew E. White

Virkeligheden overgår sommetider fantasien. I Matthew E. Whites tilfælde er det overrumplende at opdage, at den alfaderligt skæggede dudes imponerende kor-, blæser- og stryger-svælgende flødeskumslagkage af en debut stort set er hjemmerørt i Spacebomb, Whites selvbyggede studie på et gammelt loft.

‘Big Inner’ klinger som et overjordisk 70’er-levn med sine frodigt orkestrerede, rustikke og djævelsk detaljerede lydlandskaber, der bedst kan beskrives som Beta Band-agtige, men med et full-blown orkester frem for samples som rygstøtte. Namedroppingen kunne også fint runde Lambchop, Sufjan Stevens eller The Polyphonic Spree i en approksimering af ambitionsniveauet på hans blændende, blide, bløde og blåøjede soul.

Whites tekster kredser om kærlighed som et indre, åndeligt begreb og som en effektiv påmindelse om den oprindelige betydning af navnet på hans genre. På den elegiske ‘Gone Away’ spørger han om, hvorfor børn sommetider farer til himmels for tidligt, ‘Hot Toddies’ leger med Gud og Djævelen i en sang om vinterhi, hygge og halsvarmerdrinks, men især på lukkernummeret, som er opkaldt efter Brazos-floden, tager religionen helt overhånd i noget, som nærmer sig en gospel-seance.

‘Big Inner’ er suveræn og svær at kritisere. Anken skulle måske være, at White virkelig ikke besidder den røst, hans sange kunne fortjene. Oftest er det heldigvis blot sårbart og smukt at lægge ører til, men undertiden er han decideret svag og mumlende. Og forholdet mellem de sublime arrangementer og Whites vokal, som er mikset kransekagefigurs-langt frem i lydbilledet, er sommetider så sært og skismatisk, at de to kan synes som om at de bobber rundt i hver sin hermetiske lydboble.