Matthew E. White

5 6
Soulbamsen fra Virginia har skabt en symfonisk hyldest til åndelighed, kærlighed, musikalitet, frihed og fællesskab.
Matthew E. White

Inspireret af klassiske pladeselskaber som Motown, Chess og Stax slog den jazzuddannede bamsebjørn Matthew E. White i 2011 sig sammen med blandt andre vennerne Trey Pollard og Pinson Chanselle om at danne Spacebomb Records – kombineret husorkester, kollektiv og pladeselskab – oppe på sit loft i hjembyen Richmod, Virginia. Hvorefter White udgav sin frodigt folkede gospeldebut, ‘Big Inner’, der gik hen og blev en kritikerfavorit.

Efterfølgeren er en på samme tid tilbagelænet og blændende virtuos hyldest til americana-genrens mashup af gospel, funk, soul, blues og rock, såvel som til albumformatet. Men samtidig også en symfonisk tribute til åndelighed, kærlighed, musikalitet, frihed og fællesskab. Albummet rammer nemlig stemningsmæssigt direkte ned i nutidens anti-digitale dyrkelse af en 70’er-tidsånd, hvor det ellers støvede hippie-mantra om peace, love and harmony bliver revitaliseret og fremhævet som formel for et spirituelt sundt liv.

Åbneren ’Take Care My Baby’ er et af de bedste eksempler. Hvad der starter som en pianoballade med mildt vuggende basgang og blid guitarklimten udvikler sig til en overrumplende forelskelses-soulsang, der uden tøven ville kunne vælte Marvin Gayes ‘Let’s Get It On’ fra toppen af listen over sange, man scorer sin udkårne med – og den lige så flirtende albumlukker ’Love Is Deep’ kunne indtage andenpladsen.

Man kan ikke andet end at blive varm i kinderne over White og hans orkesters nænsomme forførelse, før albummet glider over i det forfriskende skælmske, groove-vidunder ’Rock & Roll Is Cold’. På samme måde er den blidt svingende ’Feeling Good Is Good Enough’ en varmende solstråle af feel good vibes og ekstatisk ‘ya-ya’-kor.

White er ofte blevet kritiseret – al sin energi til trods – for ikke at besidde den store stemme til at matche sine ambitiøse orkestreringer. Det er også rigtigt, men han kan alligevel noget særligt. Om det skyldes hans opvækst i en kristen missionærfamilie er uvist, men han er en inderlig forkynder af næstekærlighed. Det gælder også på de mere mismodige numre, som i ’Holy Moly’, hvor White med inderlighed påbyder sin udkårne ikke at give ham falske forhåbninger. Og på den lysende ’Circle ’Round the Sun’, hvor han med Nick Cave’sk andægtighed bekender sin kærlighed til Jesus.

White tilhører en gren af musikere, der evner at gribe tilbage i tiden og jonglere med kunstnere som Curtis Mayfield, Dr. John og Randy Newmans arv, uden at det virker bedaget. Med ’Fresh Blood’ forfører prædikanten White sin lytter til at vågne op og opleve verden omkring sig. Man får lyst til at række armene i vejret, hoppe rundt og lovprise livet.


Kort sagt:
2012’s store overraskelse, den langskæggede Matthew E. White, har skabt et album, der med sin laidback blanding af virtuos gospel, soul, funk og rock forfører sin lytter til at følge Spacebomb-bagmanden på en rejse mod spirituel, næstekærlig vækkelse.

De her 12 album skal du høre i marts

Matthew E. White. 'Fresh Blood'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af