»Used to be Chance the Rapper, now I’m Chance the Daddy« lød det fra den gode Chancelor Bennett, da han for nyligt spillede en liveversion af Kanye Wests ‘College Dropout’-track ‘Family Business’.
Med de familiære prioriteter i orden har den nuvundne hiphop-daddy delt en musikvideo til covernummeret, der med et spin på originalformen har fået titlen ‘Family Matters’. Nummeret deler titel med den turné, Chance netop har skudt i gang i selskab med The Social Experiment, og selve videoen byder også på dugfriskt materiale derfra. Derudover er der også et par private rørende hjemmevideo-klip af en mini-Chance, der leger, plasker i pool og fyrer et par heftige dansetrin af.
Foruden familieforøgelser kunne det tyde på, Chance også barsler med en yderligere tilføjelse til sin mixtape-samling. Ved et show i Austin for et par dage siden spillede han nemlig et spritnyt, soulfuldt nummer, som han afsluttede med at mumle de magiske ord: »third mixtape«.
Læs også: Hør Pharrells remix af A Tribe Called Quests ‘Bonita Applebum’