Droz Daily Steezin fejrer fem års fødselsdag med den britiske grime-duo Krept & Konan

Droz Daily Steezin fejrer fem års fødselsdag med den britiske grime-duo Krept & Konan

Sidste år havde Droz Daily Steezin besøg af Ciara til deres fødselsdag, og i år fylder bloggen så fem år, hvilket selvfølgelig også skal fejres i stor stil. Slaget skal slås den 5. december i Pumpehuset, hvor holdet bag inviterer til både koncert og efterfest.

Først på programmet er en optræden fra den britiske grime-duo Krept & Konan, hvis debutalbum ‘The Long Way Home’ fra i sommers toppede som nummer to på hjemlandets albumhitliste med en lang række gæster som Skepta, Rick Ross, YG og Wiz Khalifa. Duoen har eksisteret i Sydlondons undergrund i en håndfuld år, men nu fået luft under vingerne med en kontrakt hos Def Jam. Dette bliver deres første headliner-show i Skandinavien.

Efter koncerten er der rendyrket fest på programmet med besøg fra bloggens hollandske venner fra Patta Sound System samt en lang række hangarounds som Fabian Mazur, Emil Boye og Mr Møller.

Droz Daily Steezin er bestemt ikke nye i festgamet og stod i juni bag Distortion-festen ved Børsen, der blandt andet havde besøg af Skepta.

Læs mere om arrangementet på Facebook HER.

Droz Daily Steezin 5-year B-Day Bash
5. december
Pumpehuset
Billetpris: 160 kr. til koncert (80 kr. til afterparty fra kl. 00.30)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af