I den seneste tid har man kunne opleve Grand Prixs elegante mørkepop som support til First Hates koncerter. Bastian Emil er manden bag, og i dag har vi premiere på hans nye musikvideo til ‘Tandem Mortem l & ll’.
Filmet på Frederiksberg Slot følger vi en skarpklædt Bastian, der hvileløst valser omkring på slottet til et dystert soundtrack af insisterende trommepisken og rugende synths. Emma Acs har været inde over videoen, der besidder en ærlig vibe af umiddelbar lo-fi.
Bastian udtaler om videoen: »Den omhandler den mørke del af Grand Prix-universet. At overvinde livets modstand, og at forsøge at opildne sig selv til at modstå de kræfter, der forsøger at kaste en mod jorden. De lange klip og den rene æstetik skal være et påmindelse om at insistere på det skønne i tilværelsen og tro på, at man kan være imperator i sit eget liv«.
‘Tandem Mortem l & ll’ udgør tilsammen B-siden på Grand Prix-singlen ‘Semper Primus’, der udkommer den 25. marts.
Læs også: First Hate forfiner deres både drømmende og knugende synthpop