Navneløs formår at blande pop og æstetik på ‘Lava’
De aarhusianske ynglinge i Navneløs er stadig på deres anden langspiller svære at blive kloge på. Deres sofistikerede, luftige artpop leverer ofte drømmende og sfæriske stemninger – næsten i samme ånd som deres byfæller og genreforløbere i Under Byen, hvis hang til fragmentarisk poesi, der kun undertiden koagulerer til hele, sammenhængende narrativer, de i øvrigt også deler. Men hvor der ofte var faretruende højt til det avantgardistiske loft for disse danske indie-legender forfalder Navneløs oftere til mere konventionelle sangstrukturer.
Det tjener kun til de fems fordel at holde tøjlerne lidt strammere end deres øjensynlige forbilleder, hvad angår hooks og genkendelige omkvæd, for ellers ville Lin Rosenbecks bevidst blåøjede og lillepigede levering af det spøjse og skitseagtige tekstunivers sikkert stå lidt tilbage som spredt, forblæst fægtning i vinden.
I stedet omslutter og understøtter musikken ofte fortællingerne i sangene. Den strenge, men også let fjollet kommanderende tone i ‘Nedsmeltning (»Har du tømt dine lommer for smuld? / saml det op! / tag det med! / tag dig sammen!«) tvinges musikalsk af sted af en kantet, asymmetrisk rytmik og en svirpende, spændstig basfigur. Den skyldigt sydende, og decideret erotiske, voyeur-hymne ‘Kig på mig’ duver af sted på en øm, sensuel rytmik med et dirrende, farligt guitartema henover, der til sidst klimakser i en kaotisk støjcrescendo (læs: larmeorgasme), mens ‘Lunt i svinget’ er lige så in the pocket-rar og ligetil, som titlen antyder – et højdepunkt.
Denne symbiose mellem tekst og lyrik bærer langt hen ad vejen ‘Lava’ på hænder og fødder, og åbner, hvad der ellers er et ret svært tilgængeligt album op. Hvad der ellers på papiret lyder som en dødfødt hverken-eller-placering mellem to stole, eller rettere mellem reptilhjernens poptilbøjeligheder og så de mere æstetisk mindede nervecentre, lykkes faktisk på forunderlig vis. Navneløs står derfor med ‘Lava’ stadigt stærkere som et af de mest interessante, nyere indie-navne fra den jyske hovedstad.
Kort sagt:
De aarhusianske artpop-ynglinge i Navneløs er stadig på deres anden langspiller svære at blive kloge på, men et symbiotisk mellem tekst og lyrik bærer langt henad vejen ‘Lava’ på hænder og fødder, og åbner, hvad der ellers er et ret svært tilgængeligt album op. Hvad der ellers på papiret lyder som en dødfødt hverken-eller-placering mellem to stole, eller rettere mellem reptilhjernens poptilbøjeligheder og så de mere æstetisk mindede nervecentre, lykkes faktisk på forunderlig vis.
Læs også: Navneløs’ personlige track-by-track-gennemgang af ‘Lava’