Courtney Barnett på Roskilde Festival: Fuzz-fyldt arbejdssejr

4 6
Courtney Barnett på Roskilde Festival: Fuzz-fyldt arbejdssejr

Courtney Barnett skulle tydeligvis spille sig varm, da hun kom dryssende ind på Avalon-scenen og indledte med ‘Dead Fox’. I det første kvarters tid virkede den charmerende australier ufokuseret og nærmest demonstrativt slacker-sløset i ‘Small Poppies’ – som en yngre version af Cat Power.

Gradvist fik hun dog et fastere og mere intenst greb om udtrykket og straffede guitaren, så salig Kurt Cobain ville fryde sig i rockhimlen. Flere gange væltede Barnett rundt på scenen og antændte den fuzzede slackerpop med determineret aggression og en fysisk tilstedeværelse, som føjede spænding til koncerten og holdt publikum på stikkerne.

Når Barnett samt trommeslager Dave Mudie og bassist Bones Sloane satte fuld turbo på den ekspressive smadderrock, løftede koncerten sig for alvor. En potent ‘Pedestrian At Best’ talte for aftenens højdepunkt, hvor hovedpersonen balancerede perfekt mellem den nærmest feberagtige levering af lyrikken og en kropslig interaktion med den seksstrengede.

Trioen dosererede også klædeligt energiudladningerne med enkelte pusterum, hvor særligt ‘Depreston’ var velfungerende med Sloanes fine korharmonier.

Mod slutningen fik vi hymnen om at være astmatiker, ‘Avant Gardener’. Tydeligvis det nummer, publikum var mest fortrolig med, da flere stemte i på omkvædets »I’m having trouble breathing in«-hookline.

På trods af den lidt uoplagte start fornemmede man dog også, at Barnett ville denne koncert. Det blev til en gedigen arbejdssejr.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Courtney Barnett. Koncert. Roskilde Festival, Avalon.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af