Dungen serverer neo-psych-eventyr med dunkle stemninger og farverige indtryk
Et soundtrack til en stumfilm er ikke hverdagskost, og da slet ikke et lydspor udgivet 90 år efter filmens premiere. I 1926 lavede den tyske instruktør Lotte Reiniger ‘Die Abenteuer des Prinzen Achmed’, og nu har svenske Dungen begået et auditivt akkompagnement til verdens angiveligt ældste animationsfilm. Blot et år efter udgivelsen af det vellykkede album ‘Allas Sak’ er bandet, anført af Gustav Ejstes, således klar med endnu en langspiller. I denne ombæring dog et rent instrumentalt udspil, eftersom musikken er sat i tone til filmens handlingsforløb, men med kunstnerisk frihed til at fortolke og farve udtrykket.
Man kan således sagtens vurdere ‘Häxan’ som et regulært Dungen-album, eftersom de progressive neo-psych-svenskere tager deres musikalske kendetegn med ud i velkendt vildnis.
‘Wak-Wak’s Portar’ er rig på garagerock-vitaminer og phaser-indsvøbt guitar, ligesom de to korte vignetter ‘Den Fattige Aladdin’ og ‘Aladdin och Lampan, del 2’ er tematisk forbundne via bandets karakteristiske brug af fløjte.
Albummets instrumentalt-forankrede dogme giver Ejstes og co. mulighed for at kortlægge deres talent og formåen i mere vid udstrækning end tidligere. Den postrockede ‘Peri Banu Vid Sjön’ byder på atmosfærisk subtilitet i døsig fremdrift, ligesom bredt anlagte mellotron-klange og små-jazzede vibes i ‘Jakten Genom Skogen’ og ‘Achmed Flyger’ væver farverige og filmiske mønstre for det indre øje, så man snildt kan forestille sig prinsens og Aladdins eventyr og deres møde med heksen.
60’er-koryfæer som Moody Blues og Procol Harum spøger i kulissen, og selv om Dungen i overvejende grad holder kursen ret, taber de momentvis momentum i løbet af rejsen. I det udkoksede titelnummer og ‘Trollkarlen och Fågeldräkten’ bliver gruppens fragmentarisk flagrende free-form-collager lige en tand for abstrakte.
‘Andarnas Krig’ illuderer konflikten i titlen med et gnistrende elektrisk slag mellem forvrængede guitarer og buldrende trommer i et hidsigt ridt over stepperne. En potent finale på et album kreeret som et originalt score, men som bestemt også fungerer på egne præmisser. Man får helt lyst til at se ‘Die Abenteuer des Prinzen Achmed’ efter at have lyttet sig gennem disse nuancerige bevægelser gennem stemninger og indtryk.
Kort sagt:
Det progressive neo-psych-band fra Sverige folder talenterne ud på et instrumentalt album på baggrund af en tysk animations-stumfilm fra 1926. Selv om der tages udgangspunkt i handlingsforløb og karakterer, fungerer albummet på egne præmisser og byder velkommen til et nuancerigt eventyr gennem dunkle stemninger og farverige indtryk.