Det var sørgelige nyheder, da Kanye West i starten af sidste uge lod sig indlægge på hospitalet efter at have aflyst resten af sin store Saint Pablo-turné i USA.
Indlæggelsen skyldtes ifølge rapporter ekstrem udmattelse og (ifølge visse rygter) midlertidig psykose oven på en tumultarisk episode i hans liv med for mange koncertjobs og formentlig også en hektisk traumatisering oven på konen Kim Kardashians hotelrøveri. Støtten strømmede efterfølgende ind, hvor blandt andre Pusha T og Chance The Rapper udsendte håndsrækninger, og egentlig forlød det, at Kanye var i bedring blot få dage efter indlæggelsen.
Nu ser piben dog ud til at have fået en lidt anden lyd, da hans udskrivelse fra UCLA Medical Center oprindeligt var planlagt til i går. Kanye er dog stadig i hospitalets varetægt, da han eftersigende endnu ikke er stabil nok til at kunne udskrives, rapporterer TMZ via en kilde tæt på begivenhederne.
Hvornår Kanye kan komme på benene igen vides ikke, da der ikke er planlagt nogen ny hjemsendelsesdato.