2016 ifølge Sekuoia: »Jeg har haft det sygt grineren over Eric Andre«

2016 ifølge Sekuoia: »Jeg har haft det sygt grineren over Eric Andre«

Artikelserie: En række af landets mest markante personligheder inden for musik, film, mode og tech fortæller i løbet af december om 2016 set gennem deres øjne.

I dag giver vi ordet til Patrick Alexander Bech-Madsen, der under sit produceralias Sekuoia udgav det stærke debutalbum ‘flac’ i september.

Hvad vil du især huske 2016 for?
»Jeg vil huske 2016 som et voldsomt år, hvor der både er sket meget for mig personligt og på verdensplan. Jeg har fået færdiggjort et album og har været på min første længere turné. På verdensplan vil jeg huske 2016 for alle legenderne, der døde, tropical house og et noget overraskende præsidentvalg«.

Hvilken Youtube-video lå du færdig af grin over?
»Jeg har haft det sygt grineren over Eric Andre i år, og der er et eller andet over den her fruit loops-sketch, der bare er så sort, grinern og samtidig melankolsk, at den bare bliver sjovere for hver gang, jeg ser den«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Årets bedste elektroniske album?
»Nicolas Jaars ’Sirens’. Der var ikke den store tvivl, da jeg skulle vælge årets elektroniske album. Nicolas Jaar har overgået sig selv med ’Sirens’, og det står som hans stærkeste udgivelse til dato. Jeg var ikke så stor fan af Jaars debut, men hans ep’er, albummet ’Pomegranates’ og ikke mindst projektet Darkside har overbevist mig om, at Jaar er en af de mest spændende og grænsesøgende skikkelser inden for den elektroniske musik«.

Hvilket nyt talent imponerede dig i løbet af året?
»Milan Zaks aka DJ Sports. Som en del af Regelbau-holdet, Help Recordings og Maizena Boys har Milan leveret fascinerende numre til diverse udgivelser. Med sin soloudgivelse i år fik jeg virkelig øjnende op for Milans ambiente, breakbeatede produktioner«.

Hvis dit år var en sang, hvilken sang var det så?
»2016 har været et slags forløsningsår. Den første del af året blev brugt i studiet, hvor jeg havde travlt med at færdigøre en plade. Så da den endelig var færdig, var det en underlig følelse, der først satte sine spor, da jeg turnerede med de nye numre. Boards of Canadas nummer ’Davyan Cowboy’ indeholder en tålmodig opbygning, en flot forløsende guitarrundgang og en nostalgisk følelse. Alt sammen meget sigende for mit år«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvilken live-oplevelse husker du særligt?
»Jeg husker særligt Code Walk på Musik I Lejet. De er to af mine gode venner, og jeg har fulgt deres musik fra sidelinjen. Dog havde jeg ikke set dem spille live i lang tid. Så da jeg så dem spille til Musik I Lejet, var jeg meget overasket over, hvor meget de havde rykket sig, og hvor helstøbt deres liveshow var blevet. Den techno-trance, deres set bandt mig i, kombineret med en smuk sommernat, var magisk«.

Årets største skuffelse for dig?
»I år droppede jeg at tage på Roskilde, men tog i stedet til Melt Festival. Lineuppet var sindssygt godt, og jeg glædede mig især til at se Jean-Michel Jarre live, da det skulle være spektakulært. Til min store skuffelse, så åbner jeg programmet, da jeg står på festivalen og kan se, at han er taget ud af programmet og har aflyst sin koncert«.

Læs også: Sekuoia: 10 numre, der har inspireret mit debutalbum ‘flac’ – fra Jamie xx til Aphex Twin

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af