Sekuoias ‘flac’ er et synthsitrende klubudspil med internationalt potentiale
Det længe efterspurgte debutalbum fra flittige Sekuoia oser af gadedrengs-dub og kaster sit disede, vinterlige lysflimmer langt ned mellem sprækkerne i kældermørket.
Med det house-gyngende åbningsnummer ’Rayanne’ trækker den danske producer mørklægningsgardinet til side for et mildere og mere ekspansivt klubunivers end hørt på tidligere og mere åbenlyst akustiske numre som ’Somewhere’ og ’Evenings’. Den flygtigt antændte olietøndegnist følges dog umiddelbart op af en lige så massiv tyngde i basgangen, og der etableres en enormt virkningsfuld dynamik mellem melodisk drive og melankoli.
De nyslåede kælderkuldegysninger bliver til dels bibeholdt, men med skarp intervention fra synthens hypnotiske buzz og de fejende trommebeats. Patrick Alexander Bech Madsen cirkler om sine fjerdedele med slagfærdig, målrettet rytmeforcering og popenergi, mens den maskinelle klangbund konstant runger ruskende under drømmesfæren.
Med en hypersensitiv fornemmelse for tracklængder og break-dosering sørger Sekuoia desuden for at bevare et sympatisk overblik over ravestemningen. Numrene er fulde af dansegulvstiltalende drops, hvilket gør albummet til en ambitiøs udvidelse af de tidligere, syntetisk sitrende ep’er, der både er atmosfæriske og omhyggeligt sanseafstemte, men som også får de vokaliserede loops til at give så meget ekko af fortidens soundscapes, at de skuffer en smule i spændevidde.
Med ’Aer’ forløser Sekuoia sin elektroniske opsætning i et dekadent, automatiseret symfoniorkester, som smelter ud i storladne crescendoer og househarmoni og kaster en svimlende slagskygge af nærmest barokagtige ambientvibes.
Dramatisk rumklang og feststemthed bliver nøgleord for Sekuoias nerve – i kombination med den hule, melodiske konkylielyd – og ophavsmanden formår da også fint at komponere sig både organisk rundt om og helt ud af de fremherskende claps undervejs, hvor den samplede snorkelstemme bliver ved med at begejstre.
Mere spacey bliver det straks på det eksperimenterende ’Rek’, der manifesterer sig som et næsten okkult technoindslag. Her demonstrerer Beck Madsen, hvordan de mindre omnipotente, upbeat lydindstiftelser er så godt kørende for ham, at det næsten bliver synd, at de ikke udforskes yderligere, men at det i stedet fortsat er de fuldstændig episke, bredt udpenslede klangflader, der dyrkes.
Sjæleren ’Brace’ med Marc Roland fra Kentaur afslører til gengæld ambitionen om et luksuriøst vokalsamarbejde, der dog ikke forfører nær så tillidsvækkende som producerens eget, spraglede enmandsprojekt, selv om resonans og kælen synth gør sit bedste for at fremstå innovativ over for den tungtvejende natatmosfære. Souletheden stryger ind som en blød krakeleren i klubglasuren snarere end et decideret kækt afbræk fra dette.
Nysgerrighedsfølelsen forbliver mest intakt, når det er de industrielle apparater, det får lov til at agere stemmemateriale. Selv om det fortsat rykker i basarmen langt over de fyrre minutter, falder den frimodige finale med Kill J alligevel ud fra helheden som en fremragende overraskelse, der med sin sødladne electropop virker logisk som netop bonustrack frem for inkorporeret i den fundamentale houseakustik.
De fleste af numrene kryber sendrægtigt fra kælderskakten ud i en sorgløs opadbevægelse, som skaber en glubende appetit efter yderligere, delikat houseekstase. Den interlude-agtige ’Honestly’ udvider albummets bevidst klubegnede format, mens den internationale kvalitet slet ikke er til at komme udenom på potente radiohits som ’Bashed’ og ’Someone’s Problem’.
Kort sagt:
’flac’ er et konceptalbum fyldt med facetter og strålende af kompositorisk overskud og perlemorsskinnende house-tendenser, der for alvor løfter sig fra sin kælderact-status, når den teasende skalaleg eskalerer i en gennemtænkt, basmættet upbeat-udgang.