Major Lazer kan næppe klandres for at være bange for forskelligartede samarbejder. Den Diplo-ledte trio har på det seneste især slået sine folder i poppens verden med blandt andre Justin Bieber og Mø, men selv hardstyle-genren har den eklektiske gruppe tidligere i år flirtet med på tracket ’Believer’ med Showtek.
Nu ser Diplo og co. dog ud til at hylde sine dancehall- og reggae-rødder på den nye single ’My Number’, der er udviklet med kvartetten Bad Royale. Singlen storsampler Toots and the Maytals ’54-46 That’s My Number’, som i sin tid var en nærmest genredefinerende klassiker inden for reggae – en genre som Major Lazer lige siden opstarten umiskendeligt har sværget til.
’My Number’ følger i hælene på førnævnte ’Believer’, men også storhittet ’Cold Water’ fra tidligere i år. Gruppens seneste album er ’Peace Is the Mission’ fra 2015.