I efteråret slap Jenny Hval sit avantgarde-klingende electropop-album ‘Blood Bitch’. Herpå eksperimenterede den norske sangerinde, der tidligere gik under aliaset Rockettothesky, med en række skønne skæringer, der legede med alt mellem køn, kød og krop.
Selv samme leg tages op på ny i Roskilde-aktuelle Hvals nye video til ‘Blood Bitch’-nummeret ‘The Great Undressing’, der følger en splitternøgen kvinde på en splitterravende normal dag – med alt det indebærer fra fritter til vasketøj.
Musikvideoen er instrueret af Marie Kristiansen, der udtaler sig om projektet (via Stereogum):
»Fra et intellektuelt synspunkt var jeg fascineret af tanken om, hvad der ville ske, hvis du så en nøgen kvinde, der var fuldkommen ignorant omkring sin egen nøgenhed i løbet af en normal dag. Ville hun blive opfattet som et seksuelt objekt? Eller ville hendes nøgenhed og femininitet blive noget normalt og naturligt?«
Hvis man er hurtig, kan man desuden få glimtet af et lille nik til den norske ‘Skam’-bølge omkring 1.55, hvor et par statister i videoen bærer ‘Noora + William’-sweatshirts – hvilket kun giver mening, når man tænker tilbage på tiende afsnit i sæson 2, hvor netop Jenny Hvals fine røst dannede den musikalske ramme om en af de ømmere Noora + William-scener. Fy fan, så vakkert!