Jenny Hvals røde tråd trækker spor efter sig
Jenny Hval kunne formentlig være blevet en glimrende konceptkunstner. Det er ikke svært at forestille sig hende skabe en udstilling, der ville kunne trække husarerne til Arken eller Aros for at overvære en konfronterende kunstnerisk syntese af billede, video, lys og lyd.
Der er nu ingen grund til at protestere over, at hun har valgt musikken som sit levebrød. For selv om hendes musik er konsekvent cerebral i tanke og udførelse, så er den samtidig levende og åndfuld, og ganske humoristisk, al den stund, at Hval veksler mellem vidtløftige observationer om vampyrfolklore og det vi kunne kalde for blodets fænomenologi og uhøjtidelige, afvæbnende tankestrømme, hvor hun ikke er for fin til at afbryde sig selv, når det bizarre eller det banale tager overhånd.
Det er denne rastløse energi, der kendetegner ’Blood Bitch’, der helt sikkert hører ind under kategorien konceptalbum, men så skal man bare gøre sig bevidst, at al den musik Hval skaber er konceptuel i sin natur. Hun tænker, skriver og ånder gennem koncepter.
En udpræget feminin kønsbevidsthed går som en rød tråd gennem alle Hvals hidtidige udgivelser, og det er i særlig grad også tilfældet her. Denne gang tager hun fat i blodet som faktisk substans, som antropologisk prisme og som symbolladet metafor for alt mellem himmel og jord, eller rettere: Mellem liv og død.
Hun interesserer sig særligt for vampyren som figur og stiller en masse genuint interessante refleksioner til skue i den forbindelse. Blandt andet om vampyrens bundethed til kontinuerligt at gentage en handling, der gør liv ud af at dræbe. Det rituelle element spiller en stor rolle for Hvals sonderinger, og går igen i hendes beskrivelser af kvindens forhold til sin krop, menstruation og blodets betydning i forbindelse med allehånde livsprocesser.
Heldigvis er Hval god til at understøtte sine tanker om kvinde, krop, blod og vampyrisme med en ofte indtagende electropop, der i sine mest tilgængelige øjeblikke har en umiddelbar appel, der overskrider de underliggende temaer – på for eksempel den forheksende ’Female Vampire’ (Bat For Lashes’ Natasha Khan kunne med fordel tage noter her) og den Fever Ray-agtige ’Conceptual Romance’. Man skal dog som lytter have en veludviklet fortrængningsevne eller selektiv hørelse, hvis man ligefrem formår at undgå at notere sig lyrikkens konfronterende karakter!
Andre steder, som på den smukt desorienterende ’The Great Undressing’, blander Hval fortællerperspektiver sammen på en fascinerende måde. Hun kommenterer på metabevidst vis på sin egen kreation ved at indlede sangen med en samtalesekvens, hvor hun forklarer en lettere vantro, leende samtalepartner, at hendes album handler om blod og vampyrer. Hun afbryder optagelsen lige i det øjeblik, hun går i gang med at udfolde tematikken. Det skulle jo nødigt blive for nemt eller docerende. Lytteren må selv gøre arbejdet.
Flere af numrene er ikke sange i egentlig forstand, men enten små sekvenser med instrumentale loops eller spoken-word-improvisationer. På mange måder er det her albummet som koncept kommer til sin ret, men den collageagtige tilgang kan samtidig siges at hive noget af det musikalske fokus ud af den samlede oplevelse. Den ret enerverende ’In the Red’ (der dybest set består i et primitivt elektronisk grundspor tilsat hård vejrtrækning) kalder ikke ligefrem på en aktivering af repeat-knappen, og de fleste vil formentlig slukke for ’The Plague’, der lyder som et virkeligt dårligt trip eller soundtracket til en obskur gotisk horrorfilm.
I hovedsagen finder Hval dog et holdbart ståsted mellem det avantgardistisk fremmedartede og det bedragerisk smukke.
Kort sagt:
Jenny Hval mikser collageagtig avantgarde med indtagende electropop på et album, der konceptuelt drejer omkring både bastante, provokerende, tankevækkende og associerende udsagn om køn, krop, blod og vampyrisme (!).