1. Sampha ‘(No One Knows Me) Like the Piano’
Sangskriveren Sampha har udgivet en studieversionen af en indtil nu ellers rent live-performet sang. Nummeret er holdt helt enkelt, bygget op om Samphas stemme og et klaver, og byder på mere af de refleksive og nærværende vokale nuancer, som den britiske musiker er så god til. Nummeret skulle eftersigende være dedikeret til Samphas afdøde mor og klaveret i barndomshjemmet og er at finde på hans kommende debutalbum, ‘Process’ (3. februar), som kan opleves live i Vega den 16. marts.
2. Mr. Tophat feat. Robyn ‘Right Time’
Hvad enten man er mest til pop, house eller disco, kan man finde sig en vej ind til Robyns nyeste samarbejde med den svenske producer Mr. Tophat. De to står klar med en helt ny ep, som giver god mulighed for at dykke ned i lange, intense rytmer tilsat bølgende synthflader – nordmændene og svenskerne har altid haft ry for at trække deres disco ud i langdrag. Alligevel har nummeret stadig bevaret et karakteristisk Robyn-stempel, som er svært at sætte ord på, men som i særdeleshed cementeres gennem hendes særegne, æteriske vokal.
3. Communions ‘It’s Like Air’
Communions udgiver debutalbummet ‘Blue’ den 3. februar, og for hver single har den danske kvartet bevæget sig væk fra de indledende ep’ers postpunk og i retning mod en mere melodisk, britisk-klingende guitarrock a la 90’erne. ‘It’s Like Air’ er ingen undtagelse – heller ikke, når det kommer den nummerets velkonstruerede melodi.
4. Syd ‘All About Me’
Den dygtige frontsanger fra bandet The Internet har kastet sig ud i sit eget soloprojekt, som lover rigtig godt på mange måder. Som teaser til det kommende album, ‘Fin’ (3. februar), har hun netop smidt dette nummer med en musikvideo instrueret af Calimatic. Vi ser frem til albummet, som eftersigende er Syds eget bud på et personligt og dybere udtryk.
5. Hong Kong ‘Tåget Dag’
Det musikalske kollektiv Vellness Plader har frembragt nogle af de mest interessante nye tilføjelser til den danske popscene det seneste års tid, og vi har før skrevet om den friske, unge duo Hong Kong med fætrene Joachim Schierning og Johan Knutz Haavik. ‘Tåget Dag’ byder på flere fængende poptoner, der kan opmuntre selv det mørkeste vinterhjerte, mens det danske sprog indtager en rolle som både finurligt, let og legende. Nummeret optrådte også på Vellness Pladers ‘Mixtape Vol. 3’, men er nu udgivet som et nummer for sig selv.
6. Big Sean feat. Chance the Rapper & Jeremih ‘Living Single’
Chance og Jeremih udgav lige før jul et fælles højtids-mixtape, og makkerparret er her tilbage på samme track, selv om Big Sean er den officielle afsender. Nummeret varmer op til Big Seans kommende album ‘Decided’ (3. februar), som han selv har sagt er inspireret af old school soulmusik.
7. Lydia Ainsworth ‘The Road’
Lydia Ainsworth har fortalt, at hun til dette nummer tog udgangspunkt i tanken om at skabe et stadie, hvor alle ens følelser og minder kunne eksistere for evigt. Hvordan ville det se ud? Hvordan ville det føles? Resultatet er på én gang melankolsk og forførende med solide beats og drømmende, melodiske bølger. Musikvideoens visuelle bidrag er et dertil passende væld af indtryk og farver, som alligevel rummer nogle velovervejede sceneopsætninger til at danne ramme om det æstetiske ‘kaos’. Videoen er instrueret af Ainsworths egen søster, og singlen kommer til at optræde på det kommende album ‘Darling of the Afterglow’, som lander 31. marts.
8. Anna of the North ‘Oslo’
Gedigen popmusik med en klar, svævende stemme til at binde de åbne synthtoner sammen er præcis, hvad Anna of the North kan levere. Stemningen er håbefuld på denne kærlighedssang, som folder sig ud i den norske naturs storslåede scenografi, men frem for alt præsenterer Anna of the North os for en virkelig velproduceret lyd. Singlen er endnu en i rækken af drømmende popsange fra nordmanden, og vi må håbe, at det på et tidspunkt kan blive til et album.
9. The xx ‘Dangerous’
The xx har i denne uge udgivet deres trejde album ‘I See You’, og det er i den forbindelse værd at fremhæve det indledende nummer ‘Dangerous’. Tracket er gennemført groovy tilsat loopende blæserdetaljer i et velskåret, opdateret The xx-format.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.