Den årlige NBA All-Star Weekend er netop løbet over skærmen, og inden søndagens store All-Star Game blev skudt i gang, stod The Roots for at levere det musikalske indslag, der skulle varme publikum op.
Det underholdende show bestod i år af en lille musical med navnet ‘The Evolution of Greatness’, der tog fat i fortællingen om basketspillets udvikling fra 50’erne og frem med fokus på, hvad der gjorde de enkelte årtier store.
Ideen med at fremsætte en fortælling om spillets historie ved hjælp af musik virkede da også ganske stemningsskabende, og de enkelte årtier blev flankeret af festlige eksempler på datidens herskende musiktrends. Hertil havde The Roots sørget for at hive navne som Jidenna, Daveed Diggs fra clipping., DJ Jazzy Jeff og skuespiller Michael B. Jordan med på scenen til det kreative indslag.
Læs også: Broadway hos Jimmy Fallon: Se The Roots spille ‘Hamilton’ i selskab med Busta Rhymes og Joell Ortiz