Send Anohni en dybt personlig mail – og modtag et nyt nummer

Send Anohni en dybt personlig mail – og modtag et nyt nummer

I morgen sætter Anohni sin nye ep, ‘Paradise’, i verden. Pladen, der er skabt i samarbejde med producere som Oneohtrix Point Never og Hudson Mohawke, er tænkt som en forlængelse af sidste års fremragende og tankevækkende ‘Hopelessness’.

På ‘Paradise’ finder vi seks nye sange. Men det er ikke hele projektet, der ligger derpå – Anohni har nemlig netop afsløret, at der er en syvende sang med titlen ‘I Never Stopped Loving You’, som kun vil være tilgængelig for fans, der gør en ekstra indsats. Man skal nemlig sende den følsomme excentriker en dybt personlig mail for at få den tilsendt.

Anohni forklarer hele idéen via en længere besked på Facebook. Beskeden samt et par oversatte uddrag kan læses herunder.

»Hvis du gerne vil have det sidste nummer fra ‘Paradise’, så send mig en e-mail på anohni@rebismusic.com og del en sætning eller to med mig om, hvad du brænder for, eller dine forhåbninger for fremtiden. Send dette til mig i stedet for den dollar, du plejede at sende mig i gamle dage. Prisen for denne sang er en gestus af anonym sårbarhed«.

»Jeg vil høre jeres kollektive sind. Jeg vil se floden af tanker. Vær sød ikke at skrive om, hvordan min musik påvirker jer; hvis I nævner mig eller mit arbejde, vil jeg ikke sende nummeret. Hold venligst fokus på jer selv. Tag en chance og bryd ud af de etablerede måder at gøre og opfatte ting på. Det er det, I har forventet af mig som kunstner, og for en stund er det det, jeg beder af jer«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af