»Very urgent«: Kendrick Lamar deler tanker om kommende album

»Very urgent«: Kendrick Lamar deler tanker om kommende album
Foto: Rick Kern/Getty Images

Mens sidste år bød på surprise-udgivelsen ‘untitled unmastered.’, er det ved at være to år siden, vi fik det sidste regulære studiealbum fra Kendrick Lamar i form af mesterværket ‘To Pimp a Butterfly’. Heldigvis er Compton-rapperen i fuld sving med sin fjerde skive, som han delte et par tanker om i et nyt interview med New York Times-magasinet T Magazine.

Foruden at påtale albummet som et »very urgent« projekt, uddyber han et par tanker om de tematikker, det vil berøre, mens han senere sammenligner projektet med at have en datter, der vokser op.

»Jeg tror, at nu – så uberegnelige som tingene har været de seneste par måneder – vil mit fokus i sidste ende gå tilbage til mit samfund og de andre samfund rundt omkring i verden, hvor de gør benarbejdet. ‘To Pimp a Butterfly’ adresserede problemet. Nu er jeg et sted, hvor jeg ikke adresserer problemet længere. Vi befinder os i en tid, hvor vi ekskluderer én stor komponent fra alt det, vi kalder livet: Gud. Ingen taler om det, fordi det næsten er i konflikt med det, der sker i verden, når du taler om politik og regering og systemet«.

»Dette er, hvad der sker i mit sind, når jeg skriver. En dag har jeg måske en lille pige. Hun vil vokse op. Hun vil blive et barn, jeg forguder, jeg kommer til at elske hende altid, men hun kommer til at nå et punkt, hvor hun begynder at opleve ting. Og hun kommer til at sige eller gøre ting, som man måske ikke billiger, men sådan er virkeligheden, og du ved, hun altid vil nå dét sted. Og det er foruroligende. Men du er nødt til at acceptere det. Du er nødt til at acceptere det, og du er nødt til at have dine egne løsninger for at finde ud af, hvordan man skal handle i forhold dertil«.

»Når jeg siger ‘den lille pige’, er det i analogi med at acceptere øjeblikket, når hun vokser op. Vi elsker kvinder, vi nyder deres selskab. På et tidspunkt har jeg måske en lille pige, der vokser op og fortæller mig om sine oplevelser med en mandlig figur – ting, de fleste mænd ikke vil høre. At lære at acceptere det, og ikke at løbe væk fra det, er sådan jeg vil have, dette album skal føles«.

Læs hele interviewet via T Magazine HER.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af