Popcaan startede folkefest på Roskilde Festival
Roskilde Festival er uden diskussion den største og eneste privatfest i Danmark, hvor alle er inviteret. Det er en af de fester, der byder på glædesinduceret dans, sang og good vibes ad libitum.
Det kan de fleste festivalgængere skrive under på – ikke mindst alle dem, der overværede Popcaan sprede fællesskabsfølelser fra scenen og ud til de yderste barduner på Avalon-teltet torsdag eftermiddag. Allerede få sekunder inde i åbningsnummeret ’All My Life’, stod den jamaicanske dancehall-helt som en funklende personificering af the orange feeling.
»In Jamaica, you party all day from Monday to Sunday«, udbrød han flere gange, og takket været sin elektriske entusiasme lyste han op i en ellers minimalistisk livekonstellation. Med armene i vejret komplimenterede publikum koncerten igennem en smeltedigel af pop, reggae og dancehall. Begejstringen for det modsatte køn blandt publikum affødte en konstant sensuelt dansende Popcaan, hvis glæde også var bundet op på den musik, publikum hungrede efter.
Stemningen og de hvinende pigeskrig nåede kogepunktet, da han spillede Aluna Georges monsterhit ’I’m in Control’, og det udviklede sig til en regulær folkefest, da alle sang overraskende unisont med på ’Clean Up’. Overraskende var det også, at Popcaans kollaborationer med navne som Juicy J og Drake til sidst fik festen til at ebbe ud.