Richard Ashcroft ramte NorthSide med nostalgien i fokus
Uden at være kynisk kan man roligt konstatere, at Richard Ashcrofts største musikalske øjeblikke ligger bag ham. Hans repertoire af betydning er badet i fortidens stråler, som heldigvis da også fik lov til at skinne om kap med aftensolen denne smukke lørdag på Green Stage, hvor den tidligere The Verve-frontmand pendlede mellem nostalgi og nyt materiale, hvoraf førstnævnte som forventet trak de største kort hjem.
Han ved det tydeligvis også godt selv. Allerede som andet nummer fik vi ‘Sonnet’ fra The Verve-albummet ‘Urban Hymns’, som i år kan puste 20 lys på jubilæumskagen og nok for altid vil stå som Ashcrofts mægtigste bedrift. Englænderen ville dog mere end blot agere soundtrack til en nostalgisk rejse ned ad mindernes allé. Derfor blev vi også trakteret med materiale fra solokarrieren, som tydeligvis ikke havde samme effekt på folk, omend en bastant og energisk ‘Break the Night with Colour’ gjorde indtryk.
Koncerten åbnede med den nye single ‘Out of My Body’, som opererer i et mærkbart moderne lydbillede i forhold til schlagerne fra britpop-æraen i 90’erne, hvor primært den akustiske guitar er bærende, hvilket også var tilfældet i de to klassikere ‘Lucky Man’ og ‘The Drugs Don’t Work’, hvoraf sidstnævnte startede solo og afsluttedes i et full-blown bandklimaks. Inderligt og dybfølt, præcis på sangens præmisser, hvor Ashcroft ligeledes havde overskud til et par anderledes fraseringer. Her var det særligt tydeligt, hvilken betydning Ashcroft specifikt har haft for et band som Coldplay og overordnet for den såkaldte tuderock-bølge.
Som afslutning blev vi sendt videre i programmet med det uomgængelige megahit ‘Bitter Sweet Symphony’, der blev liret af på alt andet end rutinen. En fin påmindelse og et glimrende samvær med en kunstner, som ganske vist har haft sine største stjernestunder, men ikke desto mindre sagtens kan levere et glimrende show, båret af publikums velvilje og imødekommenhed.
Læs anmeldelse: The Prodigy på NorthSide