Lady Gaga har aldrig været en popstjerne, der ødsler med informationer om sit privatliv, men nu er den første officielle trailer landet til dokumentaren der skal give et indblik i sangerindens hverdag.
I august annoncerede Lady Gaga Netflix-dokumentaren ‘Gaga: Five Foot Two’, og i den forbindelse fortalte hun, at dokumentaren blandt andet vil beskæftige sig med hendes kroniske gigtsygdom fibromyalgi. Det fremgår også af traileren, at lægebesøg fylder en del i hendes liv. Samme sygdom var også årsagen til, at Lady Gaga i går måtte udskyde sin europæiske turné inklusiv hendes danske koncert i Royal Arena.
Dokumentarfilm om kæmpe popstjerner er ofte fortællinger om, hvordan et konstant mediepres kan ødelægge en persons psyke, og umiddelbart ser det ud til, at Gaga-dokumentaren lægger sig i samme spor. I traileren siger hun dog: »Jeg følte mig ikke god nok, og det gør jeg nu«, hvilket måske tegner på, at ‘Gaga: Five Foot Two’ bliver en mere opløftende fortælling, end man eksempelvis har set i de hjerteskærende dokumentarer ‘Amy’ og ‘Whitney: Can I Be Me’ om henholdsvis Amy Winehouse og Whitney Houston.
Dokumentaren får premiere på fredag den 22. september på Netflix.