Marvelous Mosells retrospektive debutalbum spræller af kulørt fortællersnilde
Sommetider bliver jeg vitterligt i tvivl om, hvorvidt Marvelous Mosell opholder sig i en slags tidsboble af en kælder. Den slags, der er møbleret med discospillende grammofoner, VHS-modtagelige flimmerkasser og bunkevis af ’Teenage Mutant Ninja Turtles’-videobånd.
Ikke fordi den borgerligt døbte Morten Sell (Mo-Sell, get it?) er en utålelig hipster, der helt bevidst og helt ironisk er ude af trit med samtiden, men fordi der ganske enkelt ikke er nogen rapper, som følger sin kulørte worldbuilding bedre til dørs end Mosell. Det er lidt af en bedrift at have kreeret et så gennemført retrounivers ud fra få singler og et folkekært bagkatalog af disco-samplende loosies.
Og ve den fan, der forventer noget som helst andet af Mosells længe ventede debutalbum. For ’Magisk mytisk mageløs’ er en prototypisk samling Mosell-skæringer, der vanen tro spræller af virtuos fortællersnilde og analogt funky farveladeproduktioner, kyndigt forsynet af hofproducer Tue Track, som i denne omgang har banket lydtapetet sammen fra bunden.
Netop af den årsag er det stadig lige så fedt som altid at lægge øre til Mosells lyriske tornadoer, når han gennem hele projektets løbetid giver den hele armen som rappende tidsmaskine.
Man serveres saftige lunser af storytelling over fuldfed synthbas fra første færd på det åbnende titelnummer, inden de episke oneliners stuves sammen som sild i en tønde på den violin- og trompetsvingende ’Antikommerciel masseappel’: »Jeg ved ikke, hvad det ligner / har I fået kig-ærter med se-vitaminer?«.
Allerede midtvejs gennem albummets bonanza af lyriske krumspring står det klart, at Mosells kreative narrativer deler indiskutable blodsbånd med Slick Ricks ditto. Alligevel fremstår Mosell som sit helt eget bæst, når han gør rap-fortællingens godfather rangen stridig og inviterer lytteren på en endeløs opdagelsesrejse udi det leverpostejsdanske vokabulariums skjulte forunderligheder. Populært hedder det sig jo, at vores sprog er ret så fattigt, men det danske tungemål er måske snarere blot en usleben diamant, der kun funkler i Mosells magikerfavn.
Samtidig viser sprogjongløren sig som lidt af en komiker på ’Beverly Hills 90210’-hyldesten ’Beverly beretninger’ (»Aaron Spelling, storytelling«) og kærligheds-slowjammet ’Parfumen hænger fast’, hvor han rapper om sin velduftende udkårnes safirøjne og madlavningsevner med Beauvais-ketchup (udtalt fonetisk), inden han topper vittighedscirkusset af med: »Du er så fine / lad mig gætte dit stjernetegn / se mig i øjnene, så’ det let / jeg har højst brug for 12 gæt«.
Hovedparten af Mosells lårklaskende suverænitet findes i øvrigt i hans tilsidesættelse af logisk sans, som nu og da totalt fordufter i storytellingens navn. På ’Elementernes rasen’ begiver han og Tue Track sig eksempelvis på rumeventyr, hvor de støder ind i ekstraterrestriske kendinge såsom R2-D2 og Jetsons-familien, mens de erhverver sig cowboyderjakker og anstifter intergalaktisk fest. Og på den funkfrenetiske ’Hip hop aerobics’ befinder makkerparret sig pludselig i »en specialbygget dødsarena / hvor atmosfæren var så ekstrem, at / legemsbeskadigelse var en risiko«. Man kan vel kalde Mosells univers for retroficeret musikalsk naivisme, hvor absolut intet er for godt til at være sandt.
Når mikrofonmesteren alligevel holder tonen mere eller mindre realistisk, som på den ’barske’ kronjuvel ’Sindssyge Bertram’ (Robin Rubins håndlanger fra ’Robin Rubin solgte crack-kokain’), forankres fortællingen i en slags karikeret forbryderhistorie om smertensbarnet Bertram, der begår alskens kriminelle ugerninger allerede i sine formative år: »Stjal alt af værdi i en alder af ni / blev dømt for rufferi i en alder af ti«.
Delinkventens lovløse deroute fortsætter derudad i kavalkader af lyrisk finesse, alt i mens Tue Tracks lydkulisse forvandler sig fra højspændt strygerbeat til noir-lignende detektivjazz, da Ove og Jens – en hårdkogt strømerduo opkaldt efter Jens Okking og Ove ’Bøffen’ Verner Hansen, der oprindelig optrådte på Mosells ældre loosie af samme navn – ud af det blå indfinder sig i handlingen: »Ud af bilen steg de / Bertram blev konfronteret / fik en portion knippelsuppe serveret«.
De gode numre står i kø på ’Magisk mytisk mageløs’, der åbenbarer sig som et virtuost throwback til en tid, hvor udtryk som ’kodyl’ var fast inventar i ordforrådet. Var albummet udkommet i den farvestrålende æra, det hædrer, havde Marvelous Mosells uovertrufne worldbuilding muligvis gjort ham actionfigurværdig, som han rapper om på ’Mosells fede ferie rap’. Men så var hans anakronistiske tour de force heller ikke faldet på lige så tørt et sted, som det gør i dag.
Kort sagt:
Marvelous Mosell afviger ikke ét sekund fra sin vanvittigt charmerende ressort som førsteklasses retro-aficionado, storyteller og lyriker på ’Magisk mytisk mageløs’. Debutalbummet er en sand opdagelsesrejse udi det leverpostejsdanske vokabulariums skjulte forunderligheder, som forsynes med organiske og funky farveladebeats fra hofproducer Tue Track.
Læs også: Lyrisk monster: Se Marvelous Mosell freestyle over Drake- og Kanye-beats i ‘Lågsus’ på P3