Eminem deler nyt nummer ‘Untouchable’ – taler ud i interview med Elton John

Eminem deler nyt nummer ‘Untouchable’ – taler ud i interview med Elton John
Eminem.

Eminem er for alvor ved at varme op til udgivelsen af sit comeback-album ‘Revival’, der lander om en uge. I onsdags delte han tracklisten til albummet, der rummer et par overraskende visit fra blandt andre Ed Sheeran, Alicia Keys, Pink og Kehlani, og i dag er det tid til albummets anden officielle single: ‘Untouchable’ – toppet med både pladecover samt et nyt, stort interview lavet af ingen ringere end Elton John.

‘Untouchable’ er en eksplosiv lille sag, der hverken skorter på aggression eller (over)friske rockguitarer. Eminem kommer omkring racisme og politivold i et både historisk og personligt perspektiv.

»Throughout history African-Americans have been treated like shit / and I admit there have been times where it’s been embarrassing to be a white boy«, rapper han.

Coveret til ‘Revival’, der blev offentliggjort i forbindelse med den nye single, viser Eminem sidde med hovedet i hånden på en lidt håbløs facon bag et amerikansk flag. Med billedet og ‘Untouchable’ kan vi nok godt forvente, at en ristning af de politiske og sociale tilstande i USA bliver et gennemgående tema på pladen.

Foruden med dagens nye single er Eminem også aktuel i et nyt stort interview i det amerikanske Interview-magasin skrevet af selveste Sir Elton John. Interviewet kommer blandt andet omkring Eminems meget omtalte BET Cypher-freestyle (der til trods for benævnelsen forventeligt ikke var en ægte freestyle), Donald Trump, ‘Revival’ og Dr. Dre, som Elton John genialt nok refererer til som Obi-Wan Kenobi. 

Eminem og Elton John har gennem årene udvist gensidig beundring, lige siden de i kølvandet på homofobianklager i forbindelse med Eminems tredje plade, ‘The Marshall Mathers LP’, i 2001 indtog Grammy Awards-scenen sammen til en liveversion af ‘Stan’ og en PR-effektiv live-krammer.

Læs det store interview, der desuden rummer en række stærke nye billeder, lige HER.

Læs også: Eminem-fans og 2 Chainz er perplekse over samarbejde med Ed Sheeran og Pink på ‘Revival’

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af