2018 er kun lige skudt i gang, men Justin Timberlake har allerede taget godt og grundigt ejerskab over popfladen. Først med den træduftende albumteaser og -titel, og i går landede så den funky førstesingle ‘Filthy’ inklusiv en dansabel musikvideo.
Nu har Timberlake afsløret tracklisten til ‘Man of the Woods’, der både lugter af de jordnære rødder og den poppede højglans. Titlerne svinger fra ‘Midnight Summer Jam’ og ‘Filthy’ til ‘Flannel’ og ‘Livin’ off the Land’, så måske er vi ude i et temaalbum, der først tager os fra kunstnerens glamourøse poptilværelse og siden helt ud på landet med jord under neglene?
Den håndskrevne trackliste afslører også, at Timberlake har allieret sig med to features på albummet i form af Alicia Keys på ‘Morning Light’ og den amerikanske singer-songwriter Chris Stapleton på ‘Say Something’. To gæster, der også må siges at stikke ret meget i hver sin retning.
Hvordan det hele forbindes kan man få svar på den 2. februar, når ‘Man of the Woods’ lander.
Læs også: Justin Timberlake er ikke blevet til Bon Iver – hans nye single er ‘Sexyback’ 2.0