Mange kunstnere har fortolket Prince siden poplegendens død i 2016 – blandt andet Bruno Mars, Stevie Wonder og Madonna – men få har gjort det med den kunstneriske frihed, Joey Bada$$ tager sig i coverprogrammet ‘Like a Version’ på den australske radiostation Triple J.
Joey Bada$$ har ikke lavet et cover i den traditionelle forstand. Han har derimod lavet et politisk hiphopnummer, der sampler omkvædet fra Prince-hittet ‘When Doves Cry’. Joey Bada$$ har dog ændret lidt i teksten. Før lød den:
»Maybe you’re just like my mother
She’s never satisfied (She’s never satisfied)
Why do we scream at each other
This is what it sounds like
When doves cry«
Men hos Joey Bada$$ går den således:
»Maybe I’m just like my brother
He’s never satisfied
Why do we shoot at each other
This is what it sounds like
When thugs cry«
Den sidste linje er altså også titlen på rapperens cover. Instrumentationen har en smooth neosoul-lyd fra et velspillende backingband, og Joey Bada$$’ lyrik er som sædvanlig både skarp, selvbevidst og eftertænksom. Bada$$ træder i store sko, men han er overraskende nok i stand til at fylde dem ud.
Læs også: Questlove: 40 grunde til, at Prince var en hiphop-pioner