Sidste uge fik vi de to første tracks fra Janelle Monáes kommende album, ‘Dirty Computer’, herunder en lækker lille omgang synthfunk ved navn ‘Make Me Feel’. Mange – inklusiv os selv – var hurtige til at sammenligne sangen med Prince.
Det har vist sig at være en skarp iagttagelse, da Princes tidligere dj, Lenka Paris, har afsløret information om sangen via sin Facebook. Hun skriver, at hun husker engang for lidt over to år siden, hvor Prince til en fest spillede en sang, der mindede mærkbart meget om Monáes track. Facebook-statussen er siden blevet slettet, men den lever videre på Twitter:
So it turns out that Prince did the music on the new Janelle Monae track, “Make Me Feel”, according to his DJ, Lenka Paris :) pic.twitter.com/FqosHWK5MZ
— Casey Rain | S-Endz | The Neosoulja (@CaseyRain) 24. februar 2018
Janélle Monáe har da også tidligere arbejdet sammen med Prince, mest mærkbart på 2013-albummet ‘The Electric Lady’, hvor Prince blandt andet havde en feature på nummeret ‘Givin’ Em What They Love’.
I et nyligt interview med BBC Radio 1 kommer Janelle Monáe også ganske kort ind på, at hun har arbejdet sammen med Prince på flere dele af albummet end blot denne ene sang. De to genrefusionerende musikere havde et tæt venskab, og de to arbejdede sammen om at lave musik helt op til Princes død i 2013 – først nu får vi så frugterne af deres sidste par samarbejder.